Polartorsken lider på grund af klimaforandringer.
Og det er skidt nyt for Grønland, lyder det fra forskere, som har undersøgt torskens tilbagegang i de sidste tre årtier.
– Klimaeffekterne ruller op gennem økosystemet og påvirker fiskere og fangere meget direkte, siger Teunis Jansen, professor ved Grønlands Naturinstitut, til det grønlandske medie, KNR.
I Grønland er polartorsken ikke en kommerciel fisk, men den spiller en vigtig rolle som føde for ringsæler, fisk, havfugle og nogle hvaler. Og når bestanden ændrer sig, får det konsekvenser langt oppe i fødekæden, forklarer Teunis Jansen.
Forskeren og hans medforfattere har analyseret 13.158 trawltræk fra undersøgelser gennemført mellem 1993 og 2023 og kombineret dem med interview med fiskere for at kortlægge polartorskens udvikling i Grønland.
Menneskeskabt opvarmning
Fiskerne fortalte blandt andet forskerne, at polartorsken tidligere kunne fanges over store dele af området til foder og eget forbrug. I dag er den næsten væk fra de traditionelle fiskeområder.
Polartorsken elsker koldt vand, og når den forsvinder, er årsagen krystalklar: Vandet er for varmt på grund af stigende havtemperaturer og et havisdække, der falder.
Problemet bunder i menneskeskabt opvarmning, siger Teunis Jansen, som mener, at løsningen er lige så global som problemet:
– Beslutningstagerne, i særligt de industrialiserede lande, skal til at få nedsat CO2-udledningen, siger han.
Kan ikke tvinge naturen tilbage
Hos Danmarks Fiskeriforening kalder biolog Michael Andersen undersøgelsen både ’spændende og skræmmende, men på ingen måde overraskende’.
– Klimaforandringerne i Arktis sker hurtigere end hos os, og vi kan allerede se, at torsk i Nordsøen er blevet mere sjældne i syd, hvor de næsten er forsvundet, siger han og tilføjer, at polartorsk og torsk er forskellige arter, men at man kan bruge observationerne til at advare om de forandringer, som er i gang gennem deres ændrede adfærd.
Konsekvenserne bliver ifølge biologen, at økosystemet ændres, og at etablerede fiskerier må tilpasse sig nye forhold.
– Det betyder ikke, at verden går under, men det bliver et rigtig stort problem for fiskerne, når forvaltningen blindt forsøger at tvinge naturen tilbage til det, den engang var. I Nordsøen ser vi for eksempel, at man lægger begrænsninger på fiskeriet efter torsk i nord, hvor der er mange af dem, fordi man gerne vil have flere torsk i syd. Men hvis årsagen er, at vandet er for varmt, opnår man ikke nogen forbedring, men mister høst af gode fødevarer.