På brislingefiskeri i Kattegat

FN 321 Line Dalgaard er i gang med brislingefiskeri i Kattegat for øjeblikket

– Lige nu ligger vi og fisker brisling her i Kattegat. Det er et fint fiskeri, men vi har snart ikke mere kvote at fiske på. Vi plejer at kunne leje lidt kvoter, men det sker nok ikke i år med den lille kvote, der er på brislingefiskeriet. Og så går vi jo også og venter spændt på, hvad der sker i forhold til det med muligheden for at flexe kvote ud i Nordsøen, siger skipper og ejer af fartøjet FN 321 Line Dalgaard, Frank Dalgaard Jensen.

Fartøjet ligger stik øst for Frederikshavn og er stadig i gang med dagens første træk, da Fiskeri Tidende får en snak med skipper om fiskeriet.

– Det tog lidt tid for os at finde fisken, så vi er stadig ved det første træk, som har varet små 4 timer nu. Men vi laver to træk i dag – der er jo stadig lang tid til kl. 22, siger Frank Dalgaard Jensen, som snart er ved at gøre klar til at hive for første gang i dag.

Det er ellers ikke lang tid, Frank Dalgaard Jensen og den faste makker har fisket efter sommerferien.

– Vi har holdt ferie i en måned, hvor vi fik nyt spil og fik kølhalet. Så gik vi i gang forrige fredag, hvor vi fiskede 7 dage og så holdt fri fredag, lørdag og søndag. Men det har da været fornuftigt fiskeri med 20-25 tons om dagen i snit, siger Frank Dalgaard Jensen, som også regner med, at prisen er i den gode ende.

– Efter hvad vi hører, er der fine priser på brisling. Vi har dog ikke set en afregning endnu, men man hører da om priser mellem 2,10 og 2,15 kr. pr. kilo. fortæller han.

Når brislingefiskeriet er overstået, er det jomfruhummeren, der står for tur.

– Vores hovedfiskeri er jomfruhummer og lidt konsumfisk i Skagerrak. Vi fisker oftest i Skagerrak – men der er lidt sommerfiskeri om natten i Kattegat, men det er ikke lige mig. Natten er til at sove i, når man kommer op i min alder, siger Frank Dalgaard Jensen.

Muslingefiskerne i Limfjorden: Vi har foreslået en løsning – hvorfor sker der ingenting?

Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden undrer sig over, at der ikke er sat gang i arbejdet med livemonitorering af muslingefiskeriet i Limfjorden

Muslingefiskerne i Limfjorden: Vi har foreslået en løsning – hvorfor sker der ingenting?

Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden undrer sig over, at der ikke er sat gang...