Efter godt seks ugers sommerferie er fartøjsejer og skipper Ejner Thomassen og den to mand store besætning, som består af Ejners søn på 31 og Oliver på 23, ombord på trawleren RS 151 Ejca tilbage i Kattegat for at fange jomfruhummere.
– Vi har fisket nord for Anholt de sidste fire døgn fra havn til havn. Det har givet 1.755 kilo jomfruhummer, 178 kilo bløde haler og 40 kilo fisk, fortæller Ejner Thomassen og fortsætter:
– På vores anden tur, som også var fire døgn fra havn til havn, gav det 1.976 kilo jomfruhummer, 110 kilo bløde haler og 25 kilo fisk.
Priserne på jomfruhummere kalder han for okay, for der bliver fanget en del af dem i øjeblikket.
– De første jomfruhummere havde en pris på 72 kroner kiloet, afslører han.
Som tallene fra RS 151 Ejca viser, bliver der ikke fanget særlig mange fisk på deres fangstrejser i øjeblikket. Det mener Ejner Thomassen skyldes forurening og urenset spildevand.
– Desværre får de sidste få fiskere skylden. Men hvordan kan det være? For da vi var rigtig mange fiskerbåde, var der rigtig mange fisk at fange. Jeg forstår det ikke helt, lyder det fra Norddjurs.