For skipper og ejer af fartøjet AS 357 Trutte, Kim Graversen, er det for tiden om natten, fiskeriet foregår. Det er her, han har de bedste fangster. Og han her godt tilfreds med fiskeriet i øjeblikket.
– Det går godt lige nu. Jeg havde 350 kg. i nat. Når jeg er alene om bord, så er det bestemt godkendt for mig. Hvis jeg bare kan have 250 kg. pr. rejse, så er jeg godt tilfreds, siger Kim Graversen, mens han netop har vendt snuden mod Grenaa for at losse jomfruhummeren tirsdag formiddag.
Fiskeriet foregår for Kim Graversens vedkommende alene, og det har han det godt med.
– Det er lettere at lave en ugeløn, når jeg er alene. Og jeg kan helt selv bestemme, om jeg tager på havet, og hvornår. Nu i nat var kuling og de har også lovet skidt vejr i nat, så jeg regner med, at jeg bliver inde i nat. Og så kan jeg tage ud igen i morgen, siger Kim Graversen.
Det kan dog også være hårdt, når man er alene om det hele.
– For eksempel når jeg er inde og losse fisken, så er jeg alene om det. Men jeg kan hejse fire kasser op ad gangen, så det går jo alligevel, og jeg har nu vænnet mig til at være alene, lyder det fra Kim Graversen.
Priserne er han også ganske godt tilfreds med i øjeblikket.
– Vi ligger vel og svinger mellem 65 og 70 kr. kiloet. Lige nu er den vist nok på 65 kr., og det er en ganske fin pris, siger han.
Fartøjet har lige fået en overhaling, så det nu er blevet mere brændstofbesparende.
– Jeg har været i Hanstholm, hvor jeg har fået kigget på skruetøj, gear og motor. Det kostede da mange penge, men det er bestemt en god investering, for jeg sparer vel omkring 10-15 procent af mit brændstofforbrug, og det kan mærkes i den sidste ende, siger Kim Graversen.