På årets sidste tur efter brisling

Brislingekvoten er opbrugt, så nu gælder det sperling. Hvis Brexit ikke udelukker danske fiskere fra britisk farvand

Skipper og partsejer af fartøjet L 673, Andi Knak, fortæller, at mandskabet er ude efter brisling, og at det med stor sandsynlighed er den sidste brislingetur i år. Han ærgrer sig over, at kvoten har været så lav i år, da det har vist sig at være et rigtigt godt brislingeår.

– Det er vores femte tur efter brisling, og det bliver den sidste. Det har været gode ture, fisken har været let at finde, og det har været store, fine fisk, som vi har fanget. Det plejer at starte med mindre fisk, som så bliver større længere henne på sæsonen. Men de er allerede nu gode, fede fisk, siger Andi Knak.

– Det kunne have været et godt efterår, men desværre har biologerne sat brislingekvoten meget lavt, fortsætter han.

Når fartøjet kommer ind med den sidste last brisling, er det meningen, at der skal rigges om til sperlingfiskeri på Fladen Grund. Hvis det da kan lade sig gøre på grund af Brexit.

– Der ligger en del fartøjer her i Thyborøn, som også kunne tænkes at tage ud efter sperling. Men det kan Brexit ødelægge for os, hvis de lukker for adgangen til britisk farvand, siger Andi Knak, som ikke ved, hvad han skal tænke med hensyn til netop Brexit.

– Nu har vi hørt om Brexit i nogle år efterhånden, og det hænger da over hovedet på os. Men vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske. Hvis de lukker for adgangen til britisk farvand, så vil det naturligvis påvirke os. Hovedsageligt for tobisfiskeriet, men også for brislinge- og sperlingefiskeriet, siger han.

Bliver der lukket for fiskeret i britisk farvand med udgangen af oktober, så er der ikke andet for end at vente.

– Hvis det bliver no deal-Brexit, så er der ikke meget at gøre for os. Så kan vi gå og vente til april måned og håbe, at der kommer en ordentlig tobis-kvote, lyder det fra Andi Knak.