Fisker isinger ud for kysten ved Thorsminde

Som vejret er nu vil Thorsminde-fisker Kristian Kristensen hellere fiske isinger end krabber.

Foto: Fiskerforum

Det er ved at være slut med fiskeri efter krabber for i år.

Det fortæller Thorsminde-fisker Kristian Kristensen, der har fartøjet L 70 Limea.

– For at sige det, som det er, så gider jeg ikke mere med det vejr, vi er begyndt at få. Så vil jeg hellere fiske efter isinger, som jeg kan fange tættere på kysten, siger han.

Han har stadig sine krabbegarn stående et par timers sejlads fra kysten, men han forventer kun at løfte dem en enkelt gang mere i år.

– De sidste par dage har jeg været ude at jagte isinger. Der har ikke været de store mængder – den ene dag havde jeg 120 kilo, og den næste dag havde jeg 70 kilo – men når vi får 16 kroner per kilo for 2´er isinger, så kan det hurtigt blive bedre end at fiske krabber, siger Kristian Kristensen.

Han konstaterer, at krabbefiskeriet har været noget ringere i år end sidste år.

– Både mængder og priser har været faldende. Til gengæld har jeg noteret en lille fremgang i fiskeriet efter rødspætter. Ikke noget vildt, men jeg vil tro, jeg det er gået fra 3,5 ton sidste til 4,5 ton i år. Det er da altid noget, at det også kan gå den vej, siger Kristian Kristensen.