RI 427 Anette Helene: Fanger godt med rokker og blandet fisk på Nordsøen

RI 427 Anette Helene er på fiskeri efter blandet fisk i Nordsøen

Den står på fiskeri på efter blandet fisk på Nordsøen for tiden for RI 427 Anette Helene, og der er ganske godt gang i fiskeriet.

Det fortæller fartøjsejer Kurt Adsersen.

– Vi ligger 40-70 mil vest, nordvest af Thyborøn. Her har vi fisket i tre-fire uger nu, siden vi kom herned fra Skagerrak. Fiskeriet er sådan set udmærket, og der er fine priser på fiskene, siger han.

Det er hovedsageligt fladfisk som rødtunger, pighvarrer og rødspætter, der går i nettet. Som noget forholdsvis nyt fanger de også en del rokker i området.

– For fem år siden var der ingen rokker, men det er der kommet, og det er som om, der bliver flere af dem. De er også spredt over et lidt større område i år, end de var sidste år, hvor vi også fangede en del rokker, siger Kurt Adsersen.

– Rokker kan godt udgøre et par ton ud af en samlet fangst på ti ton, og de dyreste af dem koster 25-26 kroner kiloet. Det kan vi ikke klage over, siger han.

Han håber til gengæld, at der snart falder en aftale på plads om CO2-afgiften.

– Som det er nu, har vi ikke andre muligheder end at betale afgiften og håbe, at vi får det fulde beløb tilbage. Det er også noget bøvl, at vi ikke længere må tanke selv, efter at vi har gjort det i 30 år, uden at der har været problemer med det – det er da skørt, siger Kurt Adsersen.