Fint med sild og brisling på Bornholm

Gode forekomster af industrifisk tæt på Nexø glæder fiskeskipper Jens Møller på R 165 Vega
04 Sep 2019

Dagens fangst er klar til at blive losset på havnen i Nexø på østkysten af Bornholm. Fiskeskipper Jens Møller på kutteren Vega R 165 er i havn efter fiskeri af sild og brisling.

Med en kystfisker ration på 40 tons sild og 25 tons brisling per måned, er han tæt på at have fanget sin ration for august, da måneden render.

- Det har været et ganske fint fiskeri i august. Alene de sidst fem dage har jeg fanget 35 tons industrifisk og det er jeg godt tilfreds med, lyder det fra fiskeren, mens han gør klar til, at fisken kan suges op i røret, som transporterer silden op i de store kar, som er placeret på kajen.

I løbet at en times tid er dagens fangst på fem tons industrifisk losset og kørt i kølerum hos Bornholms Fisk. Afregning for de friskfangede fisk ligger i øjeblikket på 1,50 per kilo.

De flotte friskfangede fisk indbringer 1,50 kroner per kilo

Fiskeri tæt på havnen

Dagen tog sin begyndelse ved fem tiden om morgenen. Cirka et kvarters sejlads fra havnen kan fiskeriet tage sin begyndelse.

- Det er dejlig nemt, at fiskepladsen er lige uden for havnen. Når først trawlet er sat ud, er det blot at få de næste fire timer til at gå, inden det igen kan hives ombord. I dag var der omkring fem tons i gevinst og det er jeg ret godt tilfreds med. Det har været et super godt vejr gennem lang tid og så er det jo dejligt at være fisker, siger Jens Møller, som dog tilkendegiver, at han hellere ville fiske efter torsk, men at det jo desværre ikke er tilladt i øjeblikket.

 

Usikker fremtid

Hvad Jens Møller skal fiske efter, når fiskeriet efter sild og brisling slutter, ligger hen i det uvisse.

- Jeg har mulighed for at fiske efter rødspætter, og det er da muligt at jeg vil søge mod Klintholm, hvis det viser sig, at der er rødspætter at fange, i den vestlige del af Østersøen. Mere spændende bliver det, hvad der skal ske efter nytår. Det ville jo være rart, om der bliver åbnet for torskefiskeriet, men det er endnu ikke sikkert, at det sker, og så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal satse på, lyder det fra Jens Møller

Læs mere om:

Flere Nyheder