Snakken gik livligt i rummet, og lysten til at bidrage var stor, da det nyudnævnte Aspirant Udvalg mødtes for første gang fysisk og fik mulighed for at hilse på hinanden i DFPO’s lokaler i Taulov fredag den 19. juni.
DFPO har i foråret 2026 etableret et aspirantudvalg for at styrke de yngre fiskeres stemmer i både landsorganisationen og lokalforeningerne. Det består af fem medlemmer og to suppleanter, som er mellem 23 og 37 år og som driver fiskeri forskellige steder i landet.
25-årige Casper Justesen fra Hanstholm var ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han havde lyst til at bidrage til udvalgets arbejde.
– Jeg sagde ja med det samme, jeg blev spurgt. Det er godt at få ny ung energi ind i erhvervet, for gennemsnitsalderen er efterhånden høj. Jeg vil gerne være med til at kæmpe for fiskeriet og skabe sunde rammer i det, for vi skal være her i mange år endnu.
Ønsk jer ikke tilbage til gamle dage
På mødet deltog direktør i Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer, samt tidligere direktør, Niels Wichmann. De bidrog blandt andet med viden om organisationens strategi opbygning og med viden om, hvad det gode bestyrelsesarbejde kræver.
– I skal være loyale for de beslutninger, der bliver truffet. Og så nytter det ikke at stritte imod udviklingen eller ønske de gode gamle dage tilbage. For så gode var de nu heller ikke. Det vigtigste er, at vi kigger fremad. Og så er det også afgørende, at vi går efter bolden, ikke manden, i alle diskussioner, lød det fra Niels Wichmann.
Kenn Skau Fischer fremhævede, at de unge i udvalget kommer til at spille en vigtig rolle i DFPO:
– Vi har brug for unge kræfter, som kan sparke de ældre bestyrelsesmedlemmer kærligt bagi, sagde han.
Casper Justesen blev på mødet valgt som ankerperson i Aspirant Udvalget. Det betyder som udgangspunkt, at han skal deltage i alle bestyrelsesmøder via Teams samt være i løbende dialog med DFPO’s sekretariat.