Strandkrabber er uudnyttet ressource

Så længe strandkrabber ikke efterspørges af forbrugerne, bliver det svært at etablere et egentligt fiskeri efter den uudnyttede ressource

Over de sidste 20-30 år er bestanden af strandkrabber i de indre danske farvande vokset eksplosivt ifølge DTU Aqua.

Men fiskeriet af strandkrabber er stort set ikke-eksisterende i Danmark. ifølge Jens Kjerulf Petersen, professor ved Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua, betragter danskerne ikke strandkrabber som en spise.

– CO2-aftrykket ved at spise fisk, skaldyr og krebsdyr fra havet er langt mindre end ved at spise lam, oksekød og gris. Men i Danmark spiser vi kun fire-fem forskellige slags fisk, og resten ryger til udlandet. Det er vanvittigt – som i helt vanvittigt. Hvis vi for eksempel kunne bygge et fiskeri op af strandkrabber, kunne det være en glimrende og klimavenlig kilde til protein, siger Jens Kjerulf Petersen til Fredericia Dagblad.

Lønsomt

Så længe krabberne ikke efterspørges, mener Jens Kjerulf Petersen, at det bliver svært at få etableret et egenligt krabbefiskeri herhjemme.

Dog er man ved at undersøge forskellige måder at gøre krabbefiskeri mere lønsomt på.

– Krabber fanges som regel i ruser eller tejner, og der er meget arbejde forbundet med at fange dem på den måde, og så stiger omkostningerne. Hvis industrien kunne finde redskaber til at fange strandkrabber mere effektivt, og flere købere melder sig, så kunne det være lønsomt. Men det handler også om at skabe et marked, som forsyningen kan holde trit med, siger Jens Kjerulf Petersen.

Krabber i Løgstør

Virksomheden Carnad fra Løgstør har dog taget strandkrabber ind i virksomheden som et produkt. Carnad omdanner årligt omkring 100 ton strandkrabber fanget af to fiskere i Limfjorden til fond i flydende og pulviseret form.

Fonden bruges som smagsforstærker i fiskeretter. Ifølge den administrerende direktør, Johnny Koch, kører krabbefond-forretningen udmærket – bare ikke i Danmark.

– Vi sælger ingen af vores krabbeprodukter i Danmark. En del går til Sydeuropa, og resten sendes til Asien. Vi vil egentlig gerne sælge vores produkter i Danmark, men der findes ikke den store interesse for krabber herhjemme, siger han.

– Vi betaler selvfølgelig fiskerne for at fange krabberne for os, ellers var det en meget kortsigtet forretning, hvis de ikke kunne få det til at løbe rundt. Derudover hører vi også fra fiskerne, at de er glade for, at vi kan bruge krabberne og dermed fjerne nogle fra Limfjorden, siger Johnny Koch.

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...