Fiskeri
18. December – Køb skrubbe til fryseren mens den er i sæson
Bag dagens kalenderlåge gemmer der sig en vaskeægte kystfisker-fisk
af Helle Kristensen
18 dec 2020
Idag slår vi et slag for skrubben!
Skrubben er ikke umiddelbart en fisk, som vi danskere husker at sætte pris på. Og det er lidt synd, for skrubben er en fin og velsmagende fisk, og kan fungere som erstatning for eksempelvis rødspætten. Skrubben er ofte billigere at købe end rødspætte og andre fladfisk, og særligt kystfiskere og fiskere, der fisker i de indre danske farvande, får ofte skrubber med i deres net. Det er nemlig her skrubben trives bedst.
Skrubben har et højt indhold af B12-vitamin, som blandt andet hjælper til kroppens omsætning af fedt. Indholdet af mineralerne zink, jod og selen er ligeledes højt.
På mange måder er skrubben meget lig rødspætten, men skrubbens kød er lidt grovere end rødspætten. Skrubben er i sæson frem til januar, så hvis du skal nå at have skrubbe på din tallerken, mens den er allerbedst, skal du slå til nu. Og nu du er afsted, så køb gerne lidt ekstra til fryseren, for når du spiser skrubbe, så får du faktisk rigtigt meget fisk for pengene…
Læs mere om
Kattegat