Norsk opsplitning træder i kraft et år før tid

Den norske fiskerforening Fiskebåt har meldt sig ud af Norges Fiskarlag i protest over fordeling af magt i hovedforeningen. Nu har Fiskebåt fået mulighed for at komme fri af sine organisatoriske forpligtelser et år før tid

Dette billede er taget fra en tidligere generalforsamling i Norges Fiskarlag. Arkivfoto

Ved generalforsamlingen i Norges Fiskarlag i november 2025 valgte den ene af foreningens tre medlemsorganisationer, Fiskebåt, at melde sig ud. Årsagen til foreningens udmeldelse var, at der i en lang periode har været intern uro i Fiskarlaget, da de tre medlemsforeninger, Fiskebåt, Nord Fiskarlag og Sør-Norges Fiskarlag, ikke har kunnet blive enige om foreningens struktur og magtfordeling.

Et konstant stridspunkt har været, at Fiskebåt og Sør-Norges Fiskarlag blandt andet har ønsket en mere ligeværdig repræsentation mellem medlemsorganisationerne og en større sikkerhed for, at den eksisterende fordeling af fiskekvoter mellem flådegrupperne ikke hele tiden kan genforhandles. De to foreninger ønskede en mere forudsigelig kvotefordeling, så fiskerne bedre kunne foretage investeringer og planlægge.

Men sådan skulle det ikke ende. Under den skæbnesvangre generalforsamling i 2025 ønskede Fiskebåt og Sør-Norges Fiskarlag en mere ligelig fordeling af magten i Fiskarlaget, så ingen forening havde mere magt end andre. Forslaget om en ny konstruktion i hovedforeningen blev ikke godkendt, da det krævede to tredjedeles flertal, men Nord Fiskarlag stemte imod. Som konsekvens af afstemningens udfald meldte Fiskebåt sig ud af Norges Fiskarlag på generalforsamlingen.

Siden udmeldelsen har Norges Fiskarlag forsøgt at finde alternative løsninger for et fortsat organisatorisk samarbejde mellem medlemsorganisationerne. Men efter at have vurderet forskellige muligheder gennem foråret konkluderede landsstyret, at der ikke var grundlag for et fortsat organisatorisk samarbejde under den nuværende situation. Fiskebåt går derfor videre med sin udmeldelse.

Ude før tid

Normalt vil det tage to år, før en forening er endeligt ude, når den først har meldt sig ud af Norges Fiskarlag. Det vil sige, at Fiskebåt egentlig først vil være ude af hovedforeningen i slutningen af 2027, men sådan kommer det ikke til at være. For Fiskebåt har fået mulighed for at være ude allerede ved årsskiftet til 2027, det har landsstyret i Norges Fiskarlag lagt op til.

– Bestyrelsen går ind for en hurtig udmeldingsperiode, da vi mener, at det vil være den løsning, som alle parter er bedst tjent med. I praksis skubbes opsigelsesperioden et år.

– Jeg så gerne, at situationen var anderledes, men vi må samtidig forholde os til realiteterne. Fiskebåt har meldt sig ud af Norges Fiskarlag, og landsstyret er optaget af at sikre sig en ordentlig proces i forbindelse med udmeldelsen, fortæller Jan Roger Lerbukt, der er leder af Norges Fiskarlag, til Fiskeribladet.

Bestyrelsen i Fiskarlaget vurderede, at det ville være bedst for alle, hvis separationsfasen blev så kort som muligt, da en lang en af slagsen ville kunne tære på samarbejdet og gøre det hele mere besværligt.

Den endelige udmeldelse skal dog formelt vedtages på et landsmøde i januar 2027, hvor de nødvendige ændringer i lovene skal vedtages. Den præcise dato for landsmødet er endnu ikke fastlagt.

Indtægt forsvinder

Fiskarlagets generalsekretær Sverre Johansen har udtalt til Fiskeribladet, at Fiskebåts tidlige exit vil få økonomiske konsekvenser for hovedforeningen.

– Det som påvirker os mest direkte er, at Fiskebåt er en forening, der har bidraget økonomisk, og det er nu en indtægt, der falder bort. Fiskarlaget må omstille sig til den nye økonomiske virkelighed, fortæller Sverre Johansen.

Generalsekretæren fortæller, at medlemmerne af Fiskebåt har bidraget med en væsentlig del af indtægterne i Norges Fiskarlag. Han siger, at man regner med, at mellem 60 og 70 procent af indtægterne nok kommer fra medlemmerne af Fiskebåt. Hvad det konkret vil få af økonomiske konsekvenser, at foreningen melder sig ud, vil han dog ikke uddybe.

Alle tre medlemsforeninger har egen økonomi og egenkapital, hvilket også gælder for Fiskarlaget. Fiskebåt repræsenterer de store fartøjer, hvor både Nord Fiskarlag og Sør-Norges Fiskarlag repræsenterer kystfiskerne.