Den nye Tove Kynde er på fiskeri

Et nyt Thyborøn-fartøj er klar i dansk fiskeri: L 232 Tove Kynde

Foto: Vestværftet

Martin Kynde sidder i skipperstolen, da Fiskeri Tidende fanger ham til en snak om det nye fartøj. L 232 Tove Kynde. 

Han er på fiskeri – og det har han været on and off i et par uger. Corona satte en kæp i hjulet for en stor dåb og fejring af det nye fartøj, men fiskeri er den nye dame fuldstændig klar til.

– Hun lever bestemt op til forventningerne. Vi havde store forventninger, og de er blevet indfriet, siger en yderst tilfreds Martin Kynde, som sammen med makkeren Tamme Bolt har glædet sig, lige siden de satte en krusedulle på kontrakten i februar 2019.

Et kampdygtigt fartøj

Og nu er hun her. L 232 Tove Kynde er lige knap 24 meter, minder utrolig meget om den nyeste Anders Nees, og så er fartøjet en kombineret flyshooter og trawler. 

– Det gør os mere fleksible. Der kan ske så meget i fiskeriet, så det er vigtigt, at vi har flere forskellige muligheder og kan omstille os alt efter, hvilke fisk der nu engang er, og hvor vi fisker. Med det nye skib er vi kampdygtige, siger Martin Kynde.

Også forholdene for besætningen er blevet markant forbedret, hvad enten de skal sove, lave med eller rense fisk. Det kunne godt blive lidt koldt på dækket på den gamle Tove Kynde – trækutter fra 1973 – og ved for mange meter i sekundet blev de kastet godt og grundigt frem og tilbage.  

 

Vestværftet, Kynde og Toft og lokale håndværkere

Det er Vestværftet, som har bygget fartøjet. Kynde og Toft har udrustet båden, og lokale Thyborøn-håndværkere har på forskelligvis budt ind.

Byggeriet blev et par måneder forsinket, da corona bankede på, men arbejdsindsatsen er der ikke en finger at sætte på.

– Selvom jeg ringer en søndag aften kl. 22, så er der altid en, der kan hjælpe, hvis jeg bøvler med noget. Der er ikke nogen, der griner, selvom man er helt grøn – så gør de det i hvert fald først, når de kommer hjem, siger Martin Kynde.  

 

På fiskeri efter rødspætter

Nu gælder det så fiskeriet, og lige da Fiskeri Tidende taler med skipperen, er han ikke imponeret. Han er på jagt efter rødspætter, men de lader vente på sig. Først drillede vejret, nu er de bare svære at finde. Hvis alt går efter planen, skal Tove Kynde både fiske hjemme på Vestkysten og i Nordsøen, samt en tur i Østersøen efter bl.a. rødspætter. Der er også planer om lidt kulmuler, og hvad der ellers byder sig af muligheder.

Med sig har Martin Kynde den samme besætning som på den gamle Tove Kynde – og den gamle Tove Kynde har han også folk til at sejle med. Ideen er dog, at de skal være lidt flere på skiftehold, så det nye fartøj kan komme på fiskeri så mange dage som muligt, og besætningen også får mulighed for en fridag i ny og næ.

– Det skal jo være, så mine folk kan leve og planlægge noget ud over fiskeri. Sådan er det i dansk fiskeri i 2020.

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...