Rømø: Østersfiskeriet ser ud til at fortsætte

Miljø- og Fødevareministeriet arbejder på en bekendtgørelse, der skal forlænge den midlertidige tilladelse til at håndplukke Stillehavsøsters i Vadehavet

Siden september 2019 har der været en midlertidig tilladelse til at håndplukke Stillehavsøsters på Rømø. Og den ordning ser nu ud til at blive lavet om til en permanent ordning. 

Miljø- og Fødevareministeriet oplyser til TV Syd, at man i øjeblikket arbejder på en ny bekendtgørelse, der skal gøre ordningen permanent.

Rømø Shellfish plukker og sælger Stillehavsøsters, og direktør Ole Daugaard glæder sig naturligvis over, at det nu ser ud til at ordningen ser ud til at fortsætte.

– Vi begyndte at søge om tilladelse for 14 år siden, og nu begynder det endelig at lysne. Hvis vi kan få en permanent tilladelse, kan vi holde på vores medarbejdere og tiltrække investorer, så det er afgørende for os, siger Ole Daugaard til TV Syd.

 

Gør naturen en tjeneste

 

Ifølge en rapport fra DTU Aqua er der cirka 72.000 tons stillehavsøsters i Vadehavet. De invasive østers lægger sig på bunden og fortrænger andet liv, og de har spredt sig i mange danske farvande.

Ifølge Fiskeriministeriet kan de ikke udryddes. Men udbredelsen kan begrænses, blandt andet med fiskeri. 

– Vi gør naturen en tjeneste ved at plukke stillehavsøsters, og samtidig skaber vi arbejdspladser, som skaber liv her på Rømø. Tidligere har vi jo været 15-20 ansatte hos os, og det kan vi godt blive igen. Men hvis det skal lykkes, skal vi også have lov til at bruge skrabere i stedet for håndholdte redskaber som nu. Det vil vi kunne gøre uden at belaste havbunden, siger Ole Daugaard.

Det er især fiskehandlere og restauranter på Sjælland, der aftager stillehavsøsters fra Rømø.