– Hvis ikke min mor absolut ikke ville have, at jeg skulle være fisker, og hvis ikke jeg blev søsyg, kunne det da godt være, at jeg var blevet fisker, siger Ivan Krarup Jensen.
For med en opvækst i Lemvig, så er det svært at komme uden om fiskeriet, og det gælder også for fødselaren, der 10. september fylder 60 år. Efter 25 år som bankmand skiftede han nemlig i 2009 til fiskeriet, hvor han i dag er underdirektør i Danmarks Fiskeriforening.
– Det var et sats, som jeg aldrig har fortrudt. Jeg kom til et område, som jeg hurtigt kunne mærke bed sig fast i krop og sjæl. Det var fantastisk at møde fiskere, som virkelig brændte for deres erhverv og var stolte af det. Jeg vendte tilbage til noget, jeg for mange så siden var en del af i familien og på havnen i Lemvig, siger han.
Kæmpe respekt
Gennem årene er der sket meget, og Ivan Krarup Jensen har fulgt udviklingen nøje. Fartøjerne er mere moderne, og der er langt færre, hvilket han også ser, når han vender tilbage til Lemvig. Da hans egen far solgte sit fartøj i 1988, var der 50-60 fartøjer, og nu er det alene fritidsfiskere og bierhvervsfiskere, der blander sig med sejlerfolket.
– Men indsejlingen til Lemvig er stadig lige så smuk, som de gange jeg var med til havs i min sommerferie, husker fødselaren:
– Alligevel er der dog noget DNA, som aldrig forandrer sig. Det er den her fisker-fanger kultur, spændingen, udfordringen og det (næsten) frie liv til havs. Jeg kan se det i øjnene hos folk, når de fortæller deres historier. Jeg har kæmpe respekt for hver og en af de fiskere, der driver fiskeri i dag på trods af det mere og mere snævre rum, som de arbejder under.
Stil dig ikke foran, men hop
Erhvervet er så detailreguleret, at det er vanskeligt at agere i. Samtidig har mange andre interesser i det fiskevand, som fiskerne i århundrede har fisket i, og kombineret med en politisk dagsorden om klima og bæredygtighed bliver fiskeriet trængt op i en urimelig krog.
– Jeg mener sagtens, at den grønne dagsorden kan gå hånd i hånd med fiskeriet, der dagligt sikrer sunde og bæredygtige proteiner på bordet til danskerne og resten af verden. Det kræver, at politikerne forstår, at man ikke kan brødføde sin befolkning uden at påvirke naturen i en eller anden grad. Jeg synes bestemt, at fiskerne lægger sig i selen for at fiske bæredigt, og det kan jo ses med de mange fiskerier, der er MSC-certificerede, siger Ivan Krarup Jensen, der vurderer, at fremtiden ikke bliver mindre grøn:
– Jeg er sikker på, at der en lys fremtid for de fiskere, der kan tilpasse sig de stadig flere regler og krav om bæredygtighed, sporbarhed og gennemsigtighed. Den grønne dagsorden kan vi ikke komme uden om – det er ligesom et tog. Stiller man sig foran det, bliver man kørt ned. Vil man være med, så hopper man på toget. Dansk fiskeri skal med på toget.