Danmarks Fiskeriforening i nyt udspil: Vi vil være danskernes fiskere

På bagkant af et usædvanligt hård år holder DFPO torsdag generalforsamling. Og her præsenterer fiskeriet et nyt udspil, som skal vende skuden

Torsdag holder Danmarks Fiskeriforening, som er hovedorganisation for de danske fiskere, deres årlige generalforsamling. Og i år er noget helt særligt. For det er første gang i lang tid, at fiskerisektoren samles. Det sker på bagkanten af et usædvanligt hårdt år for dansk fiskeri. Ikke mindst Brexit har kostet dansk fiskeri dyrt, men derudover har 2020 budt på en cocktail af faldende fiskerimuligheder og lave priser på det europæiske marked som følge af corona-pandemien. Mange fiskere har mistet 25 pct. af deres omsætning i 2020. Situationen i dansk fiskeri er alvorlig, og der er behov for store forandringer, hvis dansk fiskeri fortsat skal kunne bidrage med vækst og vigtige arbejdspladser.

– Som formand for de danske fiskere må jeg erkende, at vi i dansk fiskeri står over for store udfordringer. Derfor bruger vi dagens generalforsamling på at kigge hinanden i øjnene og på at præsentere vores udspil til, hvordan vi kan sikre, at Danmark kan forblive en stolt fiskerination, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

På generalforsamlingen præsenterer Danmarks Fiskeriforening udspillet ”Danskernes Fiskere – kursen mod en fælles fremtid”, hvor fiskerne kommer med en række forslag til, hvordan fiskeriet kan få vendt skuden. Et af forslagene går på, at der er behov for en flådetilpasning og reducere antallet af fiskefartøjer, så der i fremtiden bliver færre fiskefartøjer i Danmark.

– Selvom det er et tungt budskab, er jeg ikke i tvivl. Der er for mange fiskefartøjer i Danmark, som landet ligger nu, og det skal vi have ændret. Det er simpelthen en forudsætning for, at vi kan få vendt skuden og sikre et rentabelt og bæredygtigt fiskeri i fremtiden, lyder det fra Svend-Erik Andersen.

Konkret har fiskerierhvervet et ønske om, at dele af den såkaldte Brexit-reserve bringes i spil til en ophugningsordning som supplement til den kompensation, de ramte fiskere også er berettiget til.

– Der er ingen tvivl om, at Brexit har kostet dansk fiskeri dyrt. Derfor kan det kun gå for langsomt med at sikre kompensation til fiskeriet og støtte til at gennemføre en flådetilpasning i dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen.

Med udspillet sender Danmarks Fiskeriforening også et klart signal om, at de er klar til et bredt samarbejde for at styrke dansk fiskeri og gøre erhvervet klar til fremtiden, ligesom udspillet indeholder forslag, der skal sikre en bedre forvaltning af fiskeriet, udvikling af fremtidens fiskeredskaber og sikre, at dansk fiskeri fortsat er et af verdens mest bæredygtige fiskerier.

Konkret foreslås det, at der skal oprettes et nyt udviklingscenter for dansk fiskeri. Det skal ligge i en havneby i Nord- eller Vestjylland – der, hvor fiskeriet er. Derudover foreslås en ny model for kystfiskeriet, hvordan fremtidens fiskerikontrol kan tilrettelægges, og hvordan Danmark kan blive en mere toneangivende spiller i EU til gavn for de danske fiskere, der til daglig kæmper med et omfattende regelsæt, der har rødder i netop EU.

– Det er vores ambition, at fiskeriet skal udvikle sig sådan, at fiskeriet fortsat kan bidrage med vigtige arbejdspladser omkring fiskerihavnene. Vi vil være danskernes fiskere. Derfor skal vi naturligvis også fortsætte arbejdet med bæredygtighed og for at sikre et sundt havmiljø. Vi tror, at vi kan komme langt med dette udspil, afslutter Svend-Erik Andersen.

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet...