Af Kasper Rathjen, Ph.d., kulturhistorisk museumsinspektør, Fiskeri-og Søfartsmuseet
Jeg havde æren af at deltage i dette års generalforsamling for DFPO.
Et af omdrejningspunkterne for flere af dagens gode debatter var den såkaldte »Esbjerg-erklæring«.
Erklæringen, der er blevet til i fællesskab mellem Danmark, Tyskland og Holland, vil plastre Nordsøen til med havvindmøller.
I år 2050 skal Nordsøen være leveringsdygtig på svimlende ekstra 150 GW strøm. Det er meget energi – og meget energi kræver plads, hvilket unægtelig betyder, at pladsen bliver mere trang.
Sømænd, fiskere, offshore-folk (både de grønne og sorte) har længe skulle omgås hinanden derude på det blå, men med erklæringen risikerer denne omgang at blive præget af spændinger–måske endda reelle kampe? For hvem har egentlig retten til at bruge havet?
Kampen om brugsretten til havet er ikke ny.
I hedenold kæmpede mægtige fyrster om at erobre det store blå, både for at høste dets ressourcer, men også for at huse sine flåder. Nogle gange fik grådigheden dog overhånd.
Tænk blot på den mytiske kong Mysing, der erobrede havet og lod jættepigerne Fenja og Menja male så meget saltombord på sit skib med kværnen Grotte, at besætning og skib gik ned. Grotte fortsatte ufortrødent med at producere salt, og derfor smager verdenshavene i dag af salt.
Olien og fisken
I kampens lidt nyere og mere virkelighedstro afdeling finder vi fremkomsten af olieindustrien i slutningen af 1960’erne og dens efterfølgende erobring af havet med borerigge, platforme, forsyningsskibe, kabler og meget mere.
A.P. Møller opnåede i 1962 eneretsbevillingen til udvindingen af kulbrinter fra den danske undergrund, men hvad så med havoverfladen – og fiskepladserne – over den så attraktive undergrund?
Da olieoperationerne rykkede til søs i slutningen af 60’erne, rykkede man ind på fiskernes domæne. Til tider opstod der konflikter, hvor fiskegrej blev ødelagt af bl.a. boreoperationer og kabellægninger.
Derudover frygtede man også forureningen af havet–særligt ved de nye storeraffinaderier. En tematik som Dansk Fiskeritidendehyppigt skrev om i 70’erne og 80’erne.
På generalforsamlingerne i Esbjerg Fiskeriforening var sammenstødene mellem oliefolkene og fiskerne et tilbagevendende problem gennem en årrække, hvor skipperne ofte beklagede sig over, at det var umuligt at få erstatning for det ødelagte grej.
I ’74 skrev fiskeskipper Bent Thygesen til Fiskeritidende, at hvis man ikke fik konflikten løst, måtte man regne med ”at der om nogle år er store områder i Nordsøen, hvor der ikke kan drives trawl- og snurrefiskeri.”
Fælles forståelse
Fra slutningen af 70’erne og i løbet af 80’erne forbedredes forholdet dog imellem parterne.
Brancherne lagde vægt på information om hinandens tilstedeværelse til søs, olieindustrien indkaldte til informationsmøder, og kontakten blev styrket gennem folk som Ole Andersen og Fiskernes orientering om offshore aktiviteters (FOGA)arbejde.
Aftaler om erstatninger kom i hus med DONG og Dansk Undergrunds Consortium (DUC,) og fiskere blev inviteret om bord, når kulbrinter fraundergrunden fremadrettet skulle efterforskes og udvindes.
Den fælles forståelse ændrer dog ikke ved, at pladsen blev mere trang–en tranghed der kun er blevet forstærket af vindmøller, drømmen om energi-øer, havplaner og meget andet.
Med historiens perspektiv in mente håber jeg på, at også fremtidens konflikter om pladsen på havet kan løses i fællesskab, og at fiskerne bliver taget med på råd fra start.
