Jesper Juul Larsen får snart bedre tid til at spille golf

Den sydvestjyske fiskeriforeningsformand kan se tilbage på en lang og spændende karriere i dansk fiskeri

Han har prøvet det meste inden for fiskeriet. Både som fisker og som organisationsmand.

Det er 12 år siden, han solgte sin kutter, og nu er det også snart slut med organisationsarbejdet for Jesper Juul Larsen, der har valgt at stoppe som formand for Sydvestjysk Fiskeriforening på lokalforeningens generalforsamling den 25. marts.

– Min kone og jeg har en plan om, at vi vil nå at hygge os lidt, inden vi bliver gamle. Vi kan godt lide at gå ture. Vi kan godt lide at spille golf. Vi kan godt lide at rejse. Og så tænkte vi, at hvis vi skal nå det, så er det nok ved at være nu, for vi ved aldrig, hvad der sker i morgen, siger Jesper Juul Larsen som det første om beslutningen.

Som det næste nævner han de hårde politiske vilkår, som fiskeriet er underlagt i disse år.

”Jeg må indrømme, at jeg synes, det er svært at blive ved med at være optimist med de ting, man byder fiskeriet den ene gang efter den anden, og jeg synes, vi løber panden mod en mur gang på gang. Det kan man godt blive mæt af. Derfor er det nok også godt nok, at der en gang imellem kommer nogle nye folk til, som ser tingene med andre øjne, siger han.

 

Esbjerg-fisker i storhedstiden

 

Jesper Juul Larsen er født og opvokset i Esbjerg, og som så mange andre Esbjerg-drenge i begyndelsen af 1970’erne gik han ud af skolen efter 7. klasse for at fiske. Efter at have fisket i et par år vendte han dog tilbage til skolebænken, og senere – i 1978 – tog han skippereksamen, inden han i 1984 blev han fartøjsejer.

– Som fisker har jeg prøvet det meste. Jeg har fisket med kroge efter torsk i Østersøen og med bomtrawl efter rødspætter i Nordsøen. Jeg har også prøvet at fiske med snurrevod og med langliner. Det eneste, jeg ikke rigtig har prøvet, er garnfiskeri, fortæller han.

 

Fiskene er rykket nord på

 

Da Jesper Juul Larsen begyndte som fisker, var havnen i Esbjerg fyldt op med fiskekuttere. På sit højeste var der 600 kuttere i havnen. Sådan er det ikke længere. I dag er der kun nogle få rejebåde tilbage.

– Som Esbjerg-fisker er det svært at se på, at det kun bliver mindre år for år, men det er udviklingen. Der er ingen fisk i den sydlige del af Nordsøen andet end industrifisk. Det har der ikke været i rigtig mange år, siger Jesper Juul Larsen.

– Vi har stadig fiskeeksportører i Esbjerg, men de køber langt det meste af deres fisk på auktionerne i Hvide Sande, Thyborøn og Hanstholm, siger han.

 

Vi skal værne om fiskeriet

 

Sydvestjysk Fiskeriforening dækker både Esbjerg og Hvide Sande.

Jesper Juul Larsen konstaterer, at fiskeriet i Hvide Sande ikke er gået tilbage i samme grad som i Esbjerg, men at det er vigtigt, at man holder sammen på det, og at kommunen og byen bakker op om det.

– Der er ikke meget liv i Hvide Sande om vinteren, når turisterne ikke er der. Derfor tror jeg også, det vil ramme Hvide Sandes erhvervsliv hårdt, hvis fiskeriet forsvinder. Jeg ved godt, at man står over for en kæmpe udvikling med møller og så videre. Det skal man selvfølgelig også satse på, men det er godt at have flere æg i kurven, for tingene ændrer sig hele tiden. Derfor skal man passe på det, man har, så længe det kan lade sig gøre, siger han.

 

Med ved to store fusioner

 

Jesper Juul Larsen har været engageret i organisationsarbejdet i dansk fisker i mange år.

Som ung mand tilbage i 1980’erne var han næstformand for Esbjerg Fiskeriforening og medlem af hovedbestyrelsen i landsforeningen. Han var blandt andet med til at fusionere de to daværende landsforeninger Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening.

Han blev formand for Esbjerg Fiskeriforening i 2005, og da Esbjerg Fiskeriforening og Hvide Sande Fiskeriforening slog sig sammen i 2010, blev han formand for den nye forening, som fik navnet Sydvestjysk Fiskeriforening.

– Arbejdet er blevet sværere med tiden, fordi der er kommet rigtig mange mennesker til, som ifølge dem selv ved en masse om fiskeri og forvaltning. Det gælder især politikere på venstrefløjen, men somme tider må man også tage sig til hovedet, når man læser, hvad nogle af politikerne på højrefløjen skriver i avisen, siger Jesper Juul Larsen. 

– Når det er sagt, så har det været superspændende at være med i maskinrummet, og jeg glæder mig, når jeg tænker tilbage på de år, jeg har været med, Jeg ville ikke have undværet det for noget andet, siger han.

 

En lang række tillidsposter

 

Jesper Juul Larsen har foruden formandsposten i Sydvestjysk Fiskeriforening en række tillidsposter i Danmarks Fiskeriforening, hvor han er næstformand og medlem af forretningsudvalget.

Her er han også formand for Udvalget for Industri- og Pelagisk Fiskeri og medlem af Udvalg for Kystnært Fiskeri og Nordsø-Udvalg.

Jesper Juul Larsen fortsætter på disse poster frem til Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling i maj.

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå i stykker efter opsendelsen. Dermed skulle der ikke være...

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå...