Fredag offentliggjorde Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) den videnskabelige rådgivning for fiskebestandene i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for 2024.
Find tallene her: Rådgivning for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er klar
Rådgivningen viser, at de seneste års positive udvikling i Nordsøen og Skagerrak fortsætter, og langt de fleste fiskebestande fortsat er i vækst. Det vækker optimisme i fiskerierhvervet.
– Det er positivt, at den positive udvikling fortsætter for en lang række vigtige fiskebestande som sej, kuller og hvilling. Det stemmer helt overens med det, vi oplever på havet, Jeg forventer, at rådgivningen afspejles i fiskekvoterne for næste år, så vi kan fange endnu flere fisk. Det vil være godt for fiskeriet, for forsyningen af sunde og klimavenlige fødevarer og for de mange fiskerihavne, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Rekordmange kuller
I fiskeriet har man gennem de seneste år observeret en historisk stor bestand af arten kuller.
Så mange, at Danmarks Fiskeriforening opfordrer til, at dette års kvote på kuller hæves med det samme.
– Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange kuller i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Det bekræfter ICES med deres rådgivning igen, og jeg opfordrer til, at man allerede nu hæver kvoten på kuller. Når nu biologerne siger, at der er plads til et fiskeri, der er dobbelt så stort som kvoten for indeværende år, så kan kvoten hæves betydeligt, uden at man går på kompromis med at sikre en bæredygtig udnyttelse af bestanden, siger Svend-Erik Andersen.
Afventer torsk
ICES har ikke færdiggjort anbefalingerne til torskekvoten i Nordsøen og Skagerrak, som er en af de vigtigste arter for dansk fiskeri. Denne rådgivning forventes at blive offentliggjort 19. september senere i år. I Danmarks Fiskeriforening er det forventningen, at man også her imødeser en stigning. Sidste år anbefalede ICES i første omgang, at kvoten på torsk i Nordsøen og Skagerrak skulle hæves med 44 procent. Den anbefaling korrigerede ICES efterfølgende, da bestanden havde det endnu bedre end først antaget. Derfor endte det med en anbefaling på 63 procent. Den udvikling, tror Danmarks Fiskeriforening, fortsætter.
– Det er min forventning, at ICES til september anbefaler, at kvoten på torsk i Nordsøen og Skagerrak kan hæves yderligere. Vi ser mange torsk, og jeg er overbevist om, at bestanden er i betydelig fremgang. Derfor glæder jeg mig til at se, hvad anbefalingerne bliver, da kvoten på torsk er afgørende for fiskeriet i Nordsøen og Skagerrak.
Foruden kvoten på torsk i Nordsøen, Skagerrak udestår anbefalingerne for havtaske og jomfruhummere også. Disse offentliggøres senere på året.
Udfordringer i Kattegat
I Kattegat er fiskeriet udfordret af, at torskebestanden over flere år har været i ringe forfatning. Til trods for, at der ikke har været fisket målrettet efter torsk og til trods for, at fiskeriet langtfra har opfisket bifangstkvoten på torsk, har det billede ikke ændret sig. Det kalder på et opgør med de øvrige presfaktorer, lyder det fra Svend-Erik Andersen.
– Det er ærgerligt, at vi kigger ind i endnu et år uden kvote på torsk i Kattegat. Vi fisker ikke målrettet på bestanden, og har ikke gjort det i flere år. Alligevel vokser bestanden ikke. Det kalder på, at man også kigger på andre faktorer end fiskeriet. Det gælder sæler, det gælder skarv, det gælder forurening og udledning af næringsstoffer fra land og by. Det er en forudsætning for at få bestanden tilbage på ret køl, siger Svend-Erik Andersen.
Anbefalingerne fra ICES udgør udgangspunktet for de forhandlinger om fiskerimulighederne 2024 for EU’s fiskere, der finder sted på Ministerrådsmødet i Bruxelles til december.