Danske fiskere går glip af tunens genkomst i Øresund

Danmarks mangel på en permanent tunkvote frustrerer både lyst- og erhvervsfiskere, der ser store økonomiske muligheder i tunfiskeriet

Blåfinnet tun

Blåfinnet tun. Illustration: National Oceanic & Atmospheric Administration (NOAA),Photo Library // Wikipedia

Den blåfinnede tun er vendt tilbage til danske farvande efter et halvt århundredes fravær. Men danske fiskere må ikke fange den eftertragtede fisk, da Danmark ikke har en fangstkvote, skriver Politiken.

Trods en succesfuld byttehandel i 2021, hvor daværende minister Rasmus Prehn sikrede en lille del af Spaniens kvote, er det i dag stadig forbudt at hjemtage tun i Danmark.

Frustrerede fiskere

Danmarks mangel på en permanent tunkvote frustrerer både lyst- og erhvervsfiskere, der ser store økonomiske muligheder i tunfiskeriet.

Selvom den blåfinnede tun igen svømmer i Skagerrak, Kattegat og Øresund, må danske restauranter og fiskehandlere nøjes med at importere tun fra andre dele af verden.

Ifølge Politiken forsøger en arbejdsgruppe nu at presse danske myndigheder til at skaffe en del af den internationale tunkvote, men indtil videre må fiskerne nøjes med at nyde synet af tunen, der forsvinder ud af dansk farvand, hvor den kan fanges af andre nationer.