Erling Bonnesen besøgte fiskerne i Thyborøn

Venstres nye fiskeriordfører Erling Bonnesen var forleden på besøg i Thyborøn, hvor han fik et indblik i fiskeriets betydning på vestkysten og i de aktuelle udfordringer i fiskeriet

Venstre vil i de kommende fiskeriforhandlinger kæmpe hårdt for at sikre gode og stabile rammevilkår for de danske fiskere, så vi også i fremtiden har et effektivt og konkurrencedygtigt fiskeri i Danmark.

Det var hovedbudskabet fra Venstres nye fiskeriordfører Erling Bonnesen, da han forleden var på besøg i Thyborøn.

Her mødtes han med nogle af de lokale fiskere og repræsentanter for fiskeriet. Han fik også en rundvisning på Thyborøn Fiskeauktion og hos TripleNine, der producerer fiskemel og fiskeolie, og han var om bord på et af de store fiskefartøjer i havnen.

Vigtigt for Venstre

Erling Bonnesen fik posten som fiskeriordfører for ganske få uger siden, efter at Torsten Schack Pedersen var blevet udnævnt til minister.

Det er ikke første gang, han bestrider posten, og når man taler med ham, er man ikke i tvivl om, at fiskeriet er et erhverv, der betyder meget for ham.

Han er valgt til Folketinget i Fyns Storkreds, og i sin egenskab af miljøordfører har han blandt andet været en markant stemme i debatten om de meget store bestande af skarver og sæler.

Budskabet til fiskerne i Thyborøn var heller ikke til at tage fejl af.

– I skal vide, at fiskeriet fortsat er et meget vigtigt erhverv for Venstre. Vores tilgang i de kommende forhandlinger vil være den, at vi skal have et effektivt og konkurrencedygtigt dansk fiskeri. Der mangler stabilitet i fiskeriet, som det er nu. Derfor er det vigtigt, at vi får lavet en aftale, som er langtidsholdbar, så fiskerne får nogle rammevilkår, de kan regne med og planlægge efter. Det er helt afgørende, sagde Erling Bonnesen.

Fiskeriet efter Brexit

Alfred Fisker Hansen, der er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening, fortalte om fiskeriets betydning for en by som Thyborøn, og han kom også ind på, hvilke aktuelle udfordringer der er i fiskeriet.

Det gav blandt flere andre ting anledning til en samtale om de udfordringer, der er opstået i kølvandet på Brexit. Alfred Fisker Hansen nævnte i den forbindelse både, at Storbritannien, stik imod hvad der er aftalt, har indført forbud mod fiskeri efter tobis i britisk farvand, og at Brexit har stillet EU markant ringere i de årlige forhandlinger om fiskerirettighederne med Norge.

CO2-afgiften

Alfred Fisker Hansen nævnte også, at han er meget bekymret for, hvad CO2-afgiften kommer til at betyde for fiskeriet. Det udtrykte Erling Bonnesen forståelse for.

– Vi kommer ikke udenom, at et stort flertal i Folketinget har besluttet, at der skal indføres en CO2-afgift, men det er vigtigt, at den implementeres på en måde, så vi ikke jager fiskeriet væk fra de danske havne. For det er ikke formålet med den, og det er den øvelse, vi står med nu, sagde Erling Bonnesen.