EU’s fiskere advarer mod dramatiske nedskæringer og uretfærdige handelsvilkår

Brancheorganisationen Europêche kritiserer EU-Kommissionens plan om kraftige budgetbeskæringer og advarer om konsekvenser for kystsamfund, beskæftigelse og bæredygtigt fiskeri

Europêche, det repræsentative råd for EU's fiskeriindustri mødtes med fiskerikommissær Costas Kadis og fiskeriattachéer fra 12 medlemsstater for at drøfte de kritiske udfordringer, der ligger forude for det europæiske fiskeri.

Europæiske fiskere advarer om alvorlige konsekvenser for erhvervet, hvis EU-Kommissionens forslag til næste budgetperiode bliver vedtaget i sin nuværende form. Det står klart efter et møde mellem brancheorganisationen Europêche, EU-kommissær for fiskeri Costas Kadis og fiskerirepræsentanter fra 12 medlemslande, afholdt under det danske formandskab.

Ifølge Europêche indebærer Kommissionens plan en reduktion på hele 67 procent i de midler, der er afsat til fiskeri i den kommende budgetramme fra 2028 til 2034. Organisationen kalder forslaget uforeneligt med EU’s egne mål om bæredygtighed, konkurrenceevne og fødevaresikkerhed.

Frygt for tomme havne og mistede arbejdspladser

De europæiske fiskere advarer samtidig mod de såkaldte nulkvote-forslag, hvor fangst af visse arter forbydes fuldstændigt. Ifølge sektoren vil det især ramme kystsamfund i Østersøen, hvor fiskebestandene allerede er pressede af forurening, sæler og iltsvind. Europêche efterlyser i stedet mere realistiske bifangstkvoter, så erhvervet kan overleve, mens bestandene genopbygges.

I Middelhavet kræver fiskerne belønning i form af flere fiskedage for bæredygtig praksis, mens organisationen i Nordøstatlanten kritiserer den videnskabelige rådgivning for at være for forsigtig og ikke tage højde for datamangler.

EU halter efter landbruget på reformer

Europêche roser EU-Kommissionens initiativ til at forenkle reglerne under det såkaldte Competitiveness Compass, men advarer om, at arbejdet med revisionen af den fælles fiskeripolitik (CFP) går alt for langsomt – uden mærkbare resultater før 2030.
Derfor opfordrer organisationen til en hurtig “omnibuspakke”, som kan skære i bureaukratiet og gøre reglerne mere smidige.
– Landbruget har allerede fået hurtige reformer – det bør fiskeriet også, lyder det fra Europêche, som oplyser, at parterne blev enige om at arbejde videre med konkrete forslag.

Handelsaftaler skaber ulige konkurrence

I sin State of the Union-tale anerkendte EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, at fiskere kæmper med “høje omkostninger, bureaukrati og uretfærdig konkurrence”. Men ifølge Europêche står virkeligheden i skarp kontrast til ordene.

De nye frihandelsaftaler med Indonesien og Thailand åbner for toldfri import af tun og andre fiskeprodukter, som ikke lever op til EU’s standarder. Organisationen kræver, at disse produkter enten udelukkes fra aftalerne eller omfattes af strenge oprindelsesregler.

Samtidig har den nye EU–USA-aftale skabt yderligere ubalance: EU står over for 15 procent told på eksport af fisk og skaldyr, mens amerikanske produkter frit kan eksporteres til EU. Det har ramt europæiske virksomheder hårdt og skabt, som Europêche udtrykker det, “nul forretningsmuligheder” for europæiske eksportører. Sektoren opfordrer derfor EU til at søge toldlempelser i de næste forhandlingsrunder.

Krav om fair kontrol og bedre rammevilkår

Selvom sektoren roser visse ændringer i EU’s kontrolforordning, kritiserer den nye vejeregler som “upraktiske og urealistiske”. Europêche understreger, at fiskeriet kun kan forblive bæredygtigt og konkurrencedygtigt, hvis de økonomiske og administrative rammer også følger med.

– Hvis EU virkelig ønsker et bæredygtigt og konkurrencedygtigt fiskeri, må man begynde med at sikre ordentlige rammevilkår, siger organisationens præsident, Javier Garat.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...