Otte centimeter kan koste Jess pladsen i kystfiskerordning

Skagen-fisker Jess Wittus Hansen står til at miste sin plads i kystfiskerordningen, når nye regler træder i kraft, og det kan få store økonomiske konsekvenser

Jess Wittus Hansens trawler S 84 Ida-Katrine er perfekt til kystfiskeri som reglerne er i dag, men snart kan det være otte centimeter for langt, hvilket kan blive en dyr fornøjelse for fartøjsejeren. Foto: Arkiv

Otte centimeter.

Det er, hvad der adskiller en kystfisker i Skagen fra at kunne fortsætte med at fiske i kystfiskerordningen, hvis politikerne holder fast i at ændre ordningen.

Med Fiskeriaftalen fra 2025 blev det besluttet, at kystfiskerordningen fremover kun skal være for fartøjer, der er mindre end 15 meter, og som har en bruttotonnage på under 50 bruttoton.

De nye rammer mellem 30 og 40 danske fartøjer, som i dag lever op til reglerne, men nu står til at ryge ud af ordningen.

Milliontab eller ombygning

Én af de fiskere, der får problemer på grund af regelændringen, er Skagen-fisker Jess Wittus Hansen.

Han driver kystnært fiskeri i Skagerrak med fartøjet S 84 Ida-Katrine, som er 15,07 meter langt og har en bruttotonnage på 61,7 ton. Altså er skibet otte centimeter og 11,7 bruttoton for stort med de nye grænser, og det kan få store økonomiske konsekvenser for fiskeren.

I år har Jess Wittus Hansen som medlem af kystfiskerordningen bl.a. fået tildelt en ekstra kvote på i alt 3.300 kilo torsk.

– Skal jeg ud at købe de kvoter på torsk selv, altså svarende til det, jeg har fået tildelt i ordningen, så vil det koste mig omkring en million kroner, siger han.

Dertil kommer, at han som medlem af kystfiskerordningen har adgang til billige lejefisk.

Alternativet for Jess Wittus Hansen er at ombygge fartøjet, så det lever op til kravene. Det kan godt lade sig gøre, men det vil være både besværligt og meget dyrt.

– Ude foran på båden kan vi fjerne de nødvendige centimeter, men det vil være dyrt og besværligt. For vi skal fjerne beboelse og toilet for at kunne gøre stævnen flad, så de otte centimeter kan skæres af. Bagefter vil vi kunne sætte det ind igen. Det vil bestemt ikke være en billig løsning, fortæller Jess Wittus Hansen.

Komfort og sikkerhed

For Jess Wittus Hansen er det ikke kun de økonomiske fordele ved kystfiskerordningen, der er på spil. Han mener i det hele taget, det er forkert at bruge fartøjernes længde og tonnage som afgørende kriterier for, hvilke fartøjer der kan være med i ordningen.

– Hvis man absolut vil lave begrænsninger, så mener jeg, at man skal gøre det ud fra motorkraften. Det er i hvert fald dumt at begrænse på længde eller tonnage, da det vil give en forringelse af arbejdsmiljøet og sikkerheden. I hvert fald når vi fisker ud til åbent hav, siger Jess Wittus Hansen.

Fiskeren forklarer, at moderne både er bygget, så man kan stå oprejst i lasten og pakke fisk uden at skade ryg og skuldre. Dertil kommer, at ordentlige faciliteter som toilet, bad, kabys og messe også er pladskrævende.

– Det er jo ikke det de ting, der fanger fisken, men det er de ting, som gør, at man trives, og at hygiejnen og arbejdsmiljøet er i top.

Jess Wittus Hansen forklarer videre, at hvis man har et lukket shelterdæk på sit fartøj, så giver det en meget bedre komfort og mere sikkerhed, men den slags også øger bruttotonnagen.

Derfor bliver moderne fartøjer ofte store i tonnage, men ikke nødvendigvis i længden.

– En kutter på 15 meter, bygget i træ i 1960’erne, vil være på 25-30 bruttoton, men en kutter på 15 meter i stål fra 2020’erne vil være 50-70 bruttoton. Det virker totalt gammeldags at forsøge at begrænse tonnagen.

Afventer en løsning

Hvad det ender med for Jess Wittus Hansen, ved han ikke endnu.

– Det kommer an på, om der kommer en overgangsordning eller en form for dispensation, for det vil være en stor investering, hvis jeg skal fjerne de nødvendige centimeter, siger han.

Under alle omstændigheder ønsker at han at fortsætte med at være dagfisker, som han kalder det. For han holder af at have en tilværelse, hvor det er vejret, der bestemmer, hvornår der skal fiskes – og ikke faste rammer og turnusser.

– Jeg kan faktisk godt lide at være en lille fisker. Jeg kan lide miljøet, hyggen, og at det er vejret, der bestemmer i sidste ende. Det er sådan lidt gammeldags i forhold til det samfund, vi har bygget op. Men jeg kan lide at være gammeldags, siger han.

Åbent brev til ministeren: Lad os få hugget den sidste tunge bomtrawler op

Formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, opfordrer miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) til hurtigt at finde en løsning på sagen om den...

Åbent brev til ministeren: Lad os få hugget den sidste tunge bomtrawler op

Formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, opfordrer miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) til...