Advokat Lars Espersen i Frederikshavn fylder 70 år den 15. juli. Lars Espersen, som er født og opvokset i Hirtshals, valgte ikke at gå ind i fisk, som det ellers var kutyme i familiedynastiet Espersen i Hirtshals.
I stedet læste han jura og blev cand.jur. i 1976. Men fiskene kunne han ikke helt undslippe, idet Lars Espersen i dag er en af de få advokater i landet, der har særlig ekspertise indenfor fiskeriretlige forhold.
Under sin fuldmægtigtid hos advokatfirmaet Reumert & Partnere i København, nu Kromann Reumert, modtog Lars Espersen et kandidatstipendiat og tog derefter specialfagseksamen ved Institut for Sjørett ved Universitetet i Oslo.
Lars Espersen, der fik bestalling som advokat i 1979, møderet for Landsretten samme år og møderet for Højesteret i 1985, har siden 1992 drevet sit advokatfirma i Frederikshavn og er i øvrigt beskikket forsvarer. Lars Espersen har i årenes løb ført en række store erhvervssager samt fiskerisager, og hans ekspertise spænder vidt. Under en af de mere kuriøse ’sager’ havde Lars Espersen for få år siden den fornøjelse at optræde som forsvarer for Shakespeares Hamlet i en ny og moderne opsætning af stykket på Teater Nordkraft.
Lars Espersen koncentrerer i dag sin indsats om erhvervsretlig rådgivning, hvoraf en ikke uvæsentlig del har relation til udlandet. Blandt de internationalt orienterede tillidshverv er Lars Espersen stifter af det globale advokatnetværk World Link for Law, hvor han gennem en årrække har været medlem af hovedbestyrelsen.
Lars Espersen har en række bestyrelsesposter i toneangivende erhvervsvirksomheder.
Det siges om Lars Espersen, at hans tilstedeværelse i ethvert forhandlingsforum ikke går upåagtet hen, og at han altid er engageret og velforberedt i de sager, han beskæftiger sig med.
På det seneste har Lars Espersen engageret sig – ikke mindst politisk – i kampen mod de, efter Lars Espersens opfattelse, foretagne overgreb, som et politisk flertal udenom regeringen i 2017-18 indførte overfor Dansk Fiskeri.
På spørgsmålet om, hvorvidt Lars Espersen har til hensigt at gå på pension, oplyser han at det på ingen måde bliver tilfældet, da hans virksomhed fortsat blomstrer og da hjernen fungerer upåklageligt.
Fødselaren har i mange år været engageret i golf og var en af hovedinitiativtagerne til etable-ringen af Frederikshavn Golfbane.
Endvidere var Lars Espersen initiativtager og hovedmanden bag byggeriet af Frederikshavn Rideklubs store ridehal.
På dagen befinder Lars Espersen sig sammen med sine allernærmeste på en ø i Middelhavet. Efter sommerferien agter Lars Espersen at indbyde til en reception.