Strandby – en fiskerihavn med ambitioner

2018 blev et godt år for Strandby Havn og forhåbentlig følger 2019 trop

Selvom Christian Heidemann Andersen kun har været på posten siden efteråret, så er han fuld af forventning.

Som havnechef i Strandby Fiskerihavn kan han og bestyrelsen, som netop har holdt generalforsamling, nemlig se tilbage på et ganske fint år, og håbet for 2019 er bestemt også optimistisk. Ny strategi, solsejl på havnen, erhvervshuse til salg, oprensning af sejlrenden – der er masser af muligheder og ideer.   

– Det går godt, men vi skal samtidig ikke læne os tilbage. Det er vigtigt, at vi har en aktiv havn, så vi sikrer hele værdikæden, siger havnechefen. 

 

Fastholde fiskeriet 

Christian Heidemann har især for øje, at fiskeriet skal fastholdes i Strandby. Det udgør byens DNA og sikrer opkøbere, servicevirksomheder, industri, forædling osv. Sågar turister kommer, fordi der netop er et aktivt fiskeri, som skaber et hyggeligt miljø.

– Vi har hele værdikæden på havnen. Vi står stærkt, men er faktisk også sårbare. For hvis vi pludselig får færre fisk eller opkøberne udebliver, så rykker det hele balancen, forklarer Christian Heidemann.

Derfor har han også talt med fiskeskippere såvel som resten af aktørerne på havnen, om hvad de mener, der skal til, for at sikre en stærk havn.

– Blandt fiskeskipperne er der en stor loyalitet. De vil have deres fisk her til Strandby – også selvom de bliver landet i fx Hirtshals, forklarer havnechefen.

 

Følge med 

Og de loyale fiskere og gode sammenhold gav pote i regnskabet. Der har været en lille stigning i de landede mængder. Dog har industrifiskeriet været skuffende. 

På havnen er der kommet en terrasse og både havnens cafe og virksomheder har udvidet. Aktiviteter som “Sjov tirsdag på Strandby Havn” var et sandt tilløbsstykke i sommeren. Og også et par nye fartøjer er blevet bygget på JOBI Værft. 

– Virksomhederne ekspanderer, så nu skal vi gøre alt, hvad vi kan for at følge med, siger Christian Heidemann.