Om alt går vel, vil strøm fra vindmøllerne ved Hvide Sande Havn om få år kunne omdannes til brint – brint som forhåbentlig også kan bruges i skibsfarten.
Med støtte fra ShippingLab er Hvide Sande Shipyard, Ballard Power Systems og Odense Maritime Technology (OMT) nu i fuld gang med at undersøge, hvordan de eksisterende erfaringer med brint-brændselsceller kan bruges på skibe.
For selv om en del busser og lastbiler i dag kører på brint, stiller de særlige forhold ombord på et skib helt andre krav, fortæller Kristina F. Juelsgaard, som er Business Development Director hos Ballard Power Systems Europe, hvor man er specialister i blandt andet brændselsceller:
– Der er stor forskel på at køre på brint igennem byen med Linje 10 og på at bringe samme power system ombord på et skib til bølgeskvulp og understrøm. Dels er der vejret og påvirkning fra vand og salt, og samtidig skal systemet både kunne klare fremdriften af skibet og øget arbejdseffekt, når skibet ligger stille og graver. Det har vi udviklet en god løsning til, og samspillet i ShippingLab med de maritime eksperter er helt afgørende for at få prøvet tingene af i praksis og finde ud af hvad der rent faktisk virker bedst til søs. Ikke alle grønne typer brændstoffer vil egne sig til alle typer skibe, så vi ser frem til at få en god, fælles erfaring med brint, siger Kristina F. Juelsgaard.
Hos Hvide Sande Shipyard glæder administrerende direktør Carl Erik Krististensen sig over, at et lokalt behov for en større, stærkere og mere moderne dredger samtidig kan danne grundlag for et – måske – epokegørende grønt projekt. Det helt overordnede fælles mål er zero-emission. Om brint er det rigtige at satse på, vil nu vise sig, men at det har stort potentiale, er der enighed om.
– Brint fungerer rigtig godt i andre sammenhænge, så om alt går vel, kan det også bruges her. Vi er glade for at deltage i projektet, fordi vi som værft gerne være med i front i udviklingen af nye løsninger, som kan gøre skibsfarten langt mere bæredygtig i fremtiden. Samtidig er det en glæde, hvis vi med lokalproduceret strøm både kan levere tilstrækkelig meget brint til projektet og derudover sende overskudsvarmen ud til fjernvarmeforbrugerne – og uanset hvad, kommer vi til at lære en masse af projektet, siger Carl Erik Kristensen.
Konkret vil det nye skib blive designet ud fra et kendt design til en slæbe- og supplybåd. Men når der skal brint ombord, skal der også tages stilling til, hvordan den kan opbevares og påfyldes sikkert, fordi brint er en brændbar gas, der skal håndteres forsvarligt. Der skal findes løsninger til at sikre ventilation, eventuel brandslukning, monitorering m.m. Derfor kommer selve godkendelsesprocessen og risikovurderingen til at fylde en del, og projektet skal – i samarbejde med myndighederne – være med til at sætte rammen for brug af brint på skibe. Men alt det kan løses, mener parterne bag projektet.