Storbritannien forlod officielt EU d. 31. januar i år, men frem til 31. december gælder en overgangsordning, som skal sikre, at al samhandel mellem EU og Storbritannien foregår toldfrit.
Hvis de to parter ikke når til enighed om en frihandelsaftale inden årets udgang, så bliver det en hel del dyrere at eksportere fisk og fiskeprodukter til Storbritannien.
Briterne har nemlig offentliggjort de nye toldsatser, som træder i kraft fra 1. januar 2021, hvis parterne ikke når til enighed inden da. Og det kommer til at gå hårdt ud over Danmarks eksport af fisk og fiskeprodukter til briterne.
– Det er eksport af fisk og fiskeprodukter til en værdi af 1,2 mia. kr., som bliver toldramt med toldsatser fra 6 procent og helt op til 20 eller 25 procent. Jo mere forarbejdet produktet er, jo højere bliver toldsatsen. Eksempelvis er der en toldsats på 6 procent for fersk fisk, mens makrel i tomat vil blive mødt af en toldsats på 25 procent, siger Poul Melgaard Jensen, direktør i Danish Seafood Association.
Han er godt klar over, at told-udspillet fra briternes side kan være en del af det samlede spil, der foregår i forhandlingerne mellem EU og UK omkring det fremtidige samarbejde og samhandel.
Men Poul Melgaard Jensen er alligevel nervøs. For hvis en aftale ikke kommer på plads, så bliver det hårdt for de virksomheder, der eksporterer til Storbritannien.
– Hvis vi ikke får en frihandelsaftale, bliver det det her scenarie, vi kigger ind i, når vi kommer til d. 1. januar 2021, siger Poul Melgaard Jensen.
Du kan finde Storbritanniens nye, globale toldsatser, gældende fra 1. januar her.
Fersk fisk er fra kapitel 0302, og forarbejdet fisk finder du i kapitlerne 1604 og 1605.