Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur har set dagens lys

Netværk for Økologisk Akvakultur organiserer virksomheder og private med interesse i information, afsætning, produktion, forskning, tilgængelighed og forbrug af økologisk opdrættede fisk og muslinger mv.

En ny forening har set dagens lys. Det drejer sig om Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur, som organiserer virksomheder og private med interesse i information, afsætning, produktion, forskning, tilgængelighed og forbrug af økologisk opdrættede fisk og muslinger mv. Medlemmerne omfatter hele værdikæden – herunder producenter, følgeerhverv, detail, foodservice, fritid/oplevelser, rådgivere og endelig slutbrugerne – såvel professionelle som private.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Økologiske fisk og muslinger oplever pæne salgsstigninger i ind- og udland i disse år, og det vil den nye foreningen forfølge. 

– Men salget er stadig meget lille, og der kan gøres langt mere for at udbrede viden om den økologiske akvakultur og om de særlige fordele den har for miljøet og klimaet, for fiskene og for os, der skal spise produkterne, siger den nye foreningsformand Birte Brorson: 

– Foreningen ønsker at danne et levende og lærende fagligt netværk for os, der arbejder med og for økologisk akvakultur. Samtidig vil vi skabe et godt og kreativt samarbejde med både politikere og søsterorganisationer om udvikling af økologiske fødevarer.

 

Ser frem til samarbejdet

For foreningen er samarbejdet ekstra relevant nu, hvor regeringen skal udarbejde sine detailplaner for at kunne nå sin målsætning om fordobling af den økologiske produktion, forbrug, afsætning og eksport inden 2030.

Og netop hos nogle af de andre organisationer har man fået nys om foreningen. I Dansk Akvakultur, som er brancheforening for det danske opdrætserhverv, hilser direktør Brian Thomsen Netværket for Økologisk Akvakultur velkommen.

De ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om at styrke rammevilkårene og mulighederne for at fremme økologisk akvakultur.

 

Omlægningsstøtte… 

Konkret ønsker den nye forening blandt andet at arbejde for at sikre ressourcer til, at der kan gennemføres omlægningstjek og tilbydes omlægningsstøtte til danske akvakulturanlæg til økologisk produktion, så regeringens målsætninger om 30 % økologi i 2030 også vil kunne opnås i det danske økologiske akvakulturerhverv.

De efterlyser fælles information og afsætningsfremme for økologiske akvakulturprodukter og et målrettet arbejde med at sikre tilgængeligheden af et bredt sortiment af økologiske akvakulturprodukter til butikker og grossister. Her er der også brug for nye initiativer, og derfor har de stiftet foreningen. 

Det skete ved et stiftelsesmøde hos Bjerrely Fiskesø udenfor Herning, den 5. september 2020 – og en efterfølgende stiftende generalforsamling (virtuel) den 4. oktober 2020.