Med energikrisen og Ruslands invasion af Ukraine er gas kommet i høj kurs. Og skulle det ende med mangel på gas, så er TripleNine en af de 72 virksomheder, som vil blive ramt.
– Der er stor sandsynlighed for, at vi vil blive lukket ned som en af de første, siger Jes Bjerregaard til FødevareWatch.
TripleNine Group er blandt Danmarks største gaskunder. Derfor optræder koncernen på en særlig liste, som Energistyrelsen udarbejder for et år ad gangen. Listen dikterer, hvem der i tilfælde af mangel på gas skal kobles først af gasnettet. Styrelsen har afvist at løfte sløret for i hvilken rækkefølge virksomhederne skal lukke ned, men hos TripleNine frygter man at være blandt de første.
Derfor glæder direktøren sig også over, at koncernen i løbet af »nogle uger« vil være i stand til at skifte gassen 100 pct. ud med olie og kul, selv om han helst fortsatte med at bruge gas.
– Men så må vi hutle os igennem, og gøre det så godt vi kan forsyningsmæssigt og økonomisk, siger Jes Bjerregaard.