Fiskebørnehaver skal skabe mere liv i Ebeltoft Færgehavn

Med 30 nye fiskebørnehaver vil Sund & Bælt styrke biodiversiteten i Ebeltoft Færgehavn. Erfaringer fra lignende tiltag viser, at det kan fordoble fiskebestanden lokalt

Fiskebørnehaver i Ebeltoft Færgehavn Foto: Ecocean

For at skabe nye levesteder, hvor fisk kan finde både føde og skjul i deres sårbare første livsstadier, har Sund & Bælt nu installeret 30 såkaldte fiskebørnehaver, også kendt som biohuts, i Ebeltoft Færgehavn. Fiskebørnehaverne, skal gøre det lettere for småfisk og fiskeyngel at finde føde og gemme sig for større rovfisk.

Det er vores faste målsætning, at vores infrastruktur skal understøtte den lokale biodiversitet, og der var det oplagt at stille havnen til rådighed for fiskebørnehaverne, og give fiskeynglen bedre vilkår, siger Eva Fiil Nielsen, strategikonsulent i Sund & Bælt.

En fiskebørnehave er et stort stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse, der er fyldt op med tomme, rensede østersskaller, hvorpå der kan vokse alger og små organismer. Her kan fiskeyngel spise sig mæt og samtidig være i sikkerhed for større, sultne rovfisk i en ekstremt sårbar periode af deres liv.

Dokumenteret effekt: Dobbelt så mange fisk

Fiskebørnehaverne har haft en dokumenteret effekt i Naturpark Lillebælt, hvor DTU Aqua sammen med Naturpark Lillebælt i 2023 har undersøgte effekten af 56 fiskebørnehaver. Resultaterne viste inden for blot ét år en fordobling af fisk som torsk, havkarusse og toplettet kutling ved fiskebørnehaverne, sammenlignet med andre områder i marinaerne uden fiskebørnehaver.

Også ved Helsingør og Københavns Havn ser man lignende positive resultater, dér hvor der er etableret fiskebørnehaver.

I 2023 opsatte Sund & Bælt sammen med Verdensnaturfonden 10 fiskebørnehaver i Spodsbjerg Færgehavn. Dykkere har besøgt fiskebørnehaverne et år senere og konstateret at der er masser af liv omkring dem.

– Vi har rigtig gode erfaringer fra fiskebørnehaverne i Spodsbjerg, og derfor forventer vi også, at  at fiskebørnehaverne i Ebeltoft bliver taget godt imod af deres nye beboere, siger Eva Fiil Nielsen.

Fiskebørnehaver i Spodsbjerg Færgehavn et år efter opsætning. Foto: Ecocean