Det var et tæt program, der ventede bestyrelsen for Strandby Fiskeriforening i forbindelse med dennes studietur til Bruxelles. Gruppen for Nordjylland skulle blandt andet se selve byen Bruxelles, besøge DG Mare og meget andet.
Men på programmet var der også en invitation til at komme ind Europa-Parlamentet, hvor medlem Asger Christensen (V) var klar til at vise rundt i de hellige haller. Efterfølgende fik gruppen mulighed for at overvære et møde i fiskeriudvalget som Asger Christensen er medlem af. Her bød formanden for fiskeriudvalget dem officielt velkommen til Bruxelles og Europa-Parlamentet.
Til Fiskeri Tidende fortæller Asger Christensen, at han fik forklaret fiskeriudvalget, at han har et tæt samarbejde mellem de danske fiskere generelt, og at det var rart at vise hans arbejdsplads frem til gæsterne hjemmefra. Samtidig fortalte han sine kolleger om fiskeriet efter jomfruhummere i Danmark – et fiskeri som mange af Strandbys fiskere tager del i.
– Det har været en sand fornøjelse at have Strandby Fiskeriforening på besøg i Bruxelles. Det er enormt vigtigt, at vi har et tæt og godt samarbejde om alle de fiskerispørgsmål, vi diskuterer i Europa-Parlamentet. Vi skal lave politik, der virker i virkeligheden. Ikke omvendt. Derfor er det helt afgørende, at kontakten og dialogen er tæt mellem fiskerne og politikerne. Jeg vil derfor gerne sige Strandby Fiskeriforening en stor tak for at komme hele vejen til Bruxelles. Jeg ser frem til fortsat godt og tæt samarbejde, fortæller Asger Christensen om besøget fra Strandby Fiskeriforening.