Strandby Fiskeauktion har øget omsætningen med 35 procent

Strandby Fiskeauktion er med sin placering ud til Kattegat et centralt omdrejningspunkt for fiskeriet i området og en vigtig økonomisk faktor for både fiskere og lokalsamfundet

Arkivfoto

Selv en besindig nordjyde som Jesper Kajgaard, auktionsmester i Strandby, har svært ved at skjule, at han er ganske udmærket tilfreds med udviklingen igennem 2024. Og med god grund.

Ifølge Jesper Kajgaard, der har stået i spidsen for auktionen siden 2003, har Strandby Fiskeauktion nemlig haft et særligt godt år i 2024. Omsætningen er steget med hele 35 procent i de første tre kvartaler af året sammenlignet med samme periode sidste år, og der er landet over 600.000 kilo mere fisk.

– Det har været et ekstraordinært godt år for os, og det skyldes primært, at auktionen i Skagen ikke længere modtager fangst. Det har givet os en del ekstra fisk fra både Skagen og de lokale fartøjer i Strandby, forklarer Jesper Kajgaard.
Stabil tilførsel

En stor del af auktionens succes skyldes de stabile leverancer fra de lokale fartøjer samt jomfruhummerfiskeriet, som udgør over en tredjedel af omsætningen. Auktionsmesteren påpeger, at priserne på jomfruhummere har været særligt gunstige i år, hvilket har bidraget til den økonomiske fremgang.

– Vi har haft rigtig gode fangster, og priserne på de store jomfruhummere er steget med 7-8 kroner per kilo. Det er meget positivt, især fordi jomfruhummeren er en af de vigtigste arter her i Strandby, siger han.

Strandby Fiskeauktion er kendt for sit tætte samarbejde med både lokale og nationale fartøjer. Jesper Kajgaard fremhæver, at det især er fiskerne fra Strandby og Læsø, der bidrager til auktionens store udbud.
Selvom de primære leverandører er danske, ser man af og til også svenske både, dog i mindre omfang.

Debat bekymrer

Trods den positive udvikling er der også udfordringer, som præger hverdagen hos Strandby Fiskeauktion. Som langt størstedelen af aktørerne indenfor dansk fiskeri, så er Jesper Kajgaard alt andet end glad for de politiske diskussioner om bundtrawl, som på det seneste har præget debatten i medier og andre steder.

– Hvis der nogensinde skulle komme et totalt forbud mod bundtrawl, ville det få katastrofale konsekvenser for både Strandby Fiskeauktion og dansk fiskeri generelt. Over 98 procent af vores omsætning kommer fra fartøjer, der fisker med bundtrawl, så vi ville ikke kunne opretholde auktionen uden, fastslår auktionsmesteren.

Men trods de truende sorte skyer i horisonten, så er stemningen hos Strandby Fiskeauktion generelt positiv. Auktionen har et godt ry og tiltrækker faste opkøbere, som enten kommer fra lokalområdet eller repræsenterer større firmaer fra andre danske byer som Hanstholm og Hirtshals.

Auktionen er ikke online, hvilket betyder, at opkøberne møder fysisk op, hvilket skaber en levende og engageret atmosfære.
Lokalt forankret

Strandby Fiskeauktion er ikke kun en fiskeriauktion; den er også en vigtig del af lokalområdet. Auktionen samarbejder tæt med flere forarbejdningsvirksomheder i lokalområdet, hvilket sikrer arbejdspladser og økonomisk aktivitet i den lille kystby.

– Forarbejdningsindustrien i Strandby er afgørende for, at vi kan opretholde konkurrencedygtige priser. De lokale virksomheder støtter op om auktionen, og det er en stor fordel for os, påpeger auktionsmesteren.

Efter et ganske godt år er Jesper Kajgaard optimistisk, men også realistisk omkring fremtiden:

– Vi har haft et fantastisk år, men vi ved også, at forholdene kan ændre sig. Fiskeri er en dynamisk branche, og det handler om at være klar til at tilpasse sig, afslutter han.

Fødevareministeren: EU’s voldgiftssag mod Storbritannien er afgørende for danske fiskere

Fødevareminister Jacob Jensen glæder sig over EU's voldgiftssag mod Storbritanniens tobisforbud, der har ramt danske fiskere hårdt

Fødevareministeren: EU’s voldgiftssag mod Storbritannien er afgørende for danske fiskere

Fødevareminister Jacob Jensen glæder sig over EU's voldgiftssag mod Storbritanniens tobisforbud, der har ramt danske...