En voldsom efterårsstorm udviklede sig søndag den 5. oktober til en dramatisk og livsfarlig hændelse ved Hanstholm Havn, hvor redningsmændene fra Hanstholm Redningsstation blev kaldt ud til en omfattende operation.
En trawler fik slagside i de 7,5 meter høje og kraftige bølger og endte med at kollidere med havneindsejlingen. Ombord befandt der sig fire fiskere i livsfare. Redningsbåden forsøgte først at nå frem, men de meterhøje bølger umuliggjorde en tæt nok tilnærmelse til fartøjet. I stedet måtte redningsfolkene forsøge at få kontakt fra molen og stensætningen ved hjælp af linekastere.
Trods de ekstreme forhold lykkedes det, i tæt samarbejde med blandt andet en tilkaldt redningshelikopter, at få tre af de nødstedte fiskere i sikkerhed. Den fjerde fisker mistede livet i den tragiske hændelse.
For at anerkende den risikofyldte og professionelle indsats mødte repræsentanter fra Midt- og Vestjyllands Politi op på Redningsstation Hanstholm. Her takkede de redningsmændene for deres beslutsomhed og hurtige handling, der forhindrede, at ulykken fik endnu alvorligere konsekvenser.
Politiet har vurderet, at det var en kombination af storm og problemer med bådens styreegenskaber, der var skyld i den tragiske ulykke.