Hærværk og tyveri plager hummerfiskere i Lillebælt

De seneste års oplevelser med tyveri og ituskårne net får hummerfiskere til at frygte sommerens fiskeri

Fiskerne Preben og Andreas Granild Hansen fra Lillebælt er trætte af hærværk på deres tejner og tyveri af deres hummere. Foto: Marlene Grøftehauge

Lillebælt ser fredelig ud på overfladen, når Andreas og Preben Granild Hansen sejler ud for at røgte deres hummertejner. Hvor mange er der mon i? Men hvad der tidligere var en positiv forventning til dagens fangst, er blevet afløst af en frygt for, hvad der venter dem.

Far og søn har fisket efter hummer de seneste tre år, og hvert år har de i stigende grad oplevet hærværk og tyveri.

– Vores tejner står åbne, når vi tager dem op. Og sommetider er de skåret i stykker. Det er fuldstændig frustrerende og penge lige ud af lommen, siger Andreas Granild Hansen.

I juli sidste år valgte han at notere hver gang, han oplevede noget mystisk med sine tejner. Det viste sig, at over den måned blev tejnerne tømt 200 gange.

– Hvis der bare var én hummer i hver tejne til en salgsværdi af 100 kroner, var det et tab på 20.000 kroner. Men der er store skyggetal, så jeg kan ikke sige helt præcist, hvor meget det koster os, fortæller Andreas, der også kunne notere, at mindst 20 tejner blev skåret op i løbet af sæsonen. De har en pris af 1000 kroner stykket. Sammenlagt løber det op i et tab på 45.000 kroner.

– Det rystede mig lidt, at det var så voldsomt, siger Andres Granild Hansen, som ikke ved, hvem der står bag ødelæggelserne. Han vil helst ikke udpege nogen synder, men tror, at der kan være brodne kar blandt dykkere.

– Det er svært at forestille sig, hvem det ellers skulle være, som kommer ned på 25 meters havdybde, siger han.

Vil i kontakt med dykkerne

Ifølge Allan Buch, som er formand for Bælternes Fiskeriforening, er Andreas og Preben ikke de eneste, der oplever tyveri af hummere og hærværk på fiskegrejet. Han har ikke et konkret tal på hvor mange af hans medlemmer, som melder om samme problem. Men han har selv oplevet noget lignende.

– Jeg har selv fået røgtet hummerruser og stjålet nogle helt nye bøjer. Det er ærlig talt træls at opleve, fortæller han.

Allan Buch vil nu i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening skrive et brev til områdets dykkerklubber for at sætte fokus på problemet og forhåbentlig dæmme op for det.

– Det kan jo være udenlandske dykkere, som tænker, at de lige skal have en hummer til aftensmad på campingpladsen. Men vi ved det ikke.

Ved Lillebælt har Andreas Granild Hansen overvejet at sætte et overvågningskamera ned, men det kan kun filme i et par timer, og så nytter det næppe meget. I stedet håber han på dialog.

– Jeg tror ikke, vi kan stoppe problemet helt, men det må kunne bremses, hvis dykkerne bliver opmærksomme på, at vi kan se, hvad der sker.

 

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening håber at få henvendelser fra flere, som man kan...

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening...