Kostforsker: Danskerne ved for lidt om fisk som fødevare

Danskerne er usikre på, hvordan fisk skal tilberedes, og derfor spiser vi for lidt, siger forsker fra DTU. Flere måltider med fisk i offentlige institutioner og politisk handling er afgørende, hvis udviklingen skal vendes

Ifølge Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, ved danskerne for lidt om fisk, og derfor spiser vi ikke nok. Foto: Mikal Schlosser

Laks, rødspætter og fiskefrikadeller kan de fleste klare at tilberede uden alt for meget sved på panden.

Men der findes et væld af andre typer af fisk, som aldrig finder vej til danskernes middagsborde. Og det er der en tydelig grund til, mener seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU.

– Vi mangler viden om fisk som fødevare. Ser vi en ukendt fisk i butikken, tænker mange: ’Hvordan skal jeg tilberede den?’, og så køber vi den ikke. Frygten for ben spiller også ind, men der er jo mange typer af fisk, hvor man kan lave gode loins uden ret mange ben. Det kræver bare, at vi ved, hvad vi skal gøre.

Kun hver fjerde får nok fisk

Kun hver fjerde dansker lever op til den officielle anbefaling om 350 gram fisk om ugen. Blandt børn og unge ser det værre ud.

Det viser den nyeste nationale undersøgelse, som tegner et samlet billede af danskernes kostvaner fra 2021-2024.

– Vi spiser for lidt fisk. Det positive er, at vores indtag af fisk ikke er røget endnu længere ned de senere år, men niveauet er stadig for lavt, konkluderer Sisse Fagt, som er én af kræfterne bag undersøgelsen.

Kræver mere end gode råd

De officielle kostråd er at finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside, men hvis danskerne skal spise mere fisk, kræver det mere end blot kostråd på en hjemmeside, påpeger Sisse Fagt.

Ifølge seniorrådgiveren er der behov for flere strukturelle indsatser, som skal klæde danskerne på med viden om fisk. Kantiner, skoler og institutioner bør servere fisk fast mindst én gang om ugen.

– Det kan være en effektiv måde at lære nye retter og nye smage at kende. Kantinerne kunne supplere fiskeretter med en opskrift til at tage med hjem, siger Sisse Fagt, som også påpeger, at supermarkeder og fiskehandlere kan spille en større rolle med smagsprøver, opskrifter og demonstrationer for kunderne.

Derudover mener forskeren, at der er behov for en ny, national kampagne, der kan inspirere både børn og voksne til madglæde og praktiske færdigheder i et køkken. Programmer i tv kan ligeledes være en effektiv kanal til at formidle viden:

– Det kunne være fantastisk, hvis DR lavede en maddyst som sund mad for børn, siger Sisse Fagt.

Endelig håber hun, at momsen på fisk, frugt, grønt og bælgfrugter bliver sænket for at gøre disse fødevarer mere attraktive.

– I alle de 30 år, hvor jeg har arbejdet med fødevarer og ernæring, jeg hørt politikerne tale om differentieret moms og aldrig rigtig gjort noget ved det. Men som det ser ud, tror jeg, at vi er tættere på end nogensinde før, siger Sisse Fagt.

Fisk er vigtig for sundheden

Fisk spiller en central rolle i en sund kost. Den er relativt mager, rig på protein og indeholder essentielle næringsstoffer som omega-3-fedtsyrer, selen og d-vitamin.

Især omega-3-fedtsyrer er svære at få nok af gennem andre fødevarer og er kendt for deres betydning for forebyggelse af hjertesygdomme.

– Det er svært at erstatte fisk med noget andet. Næringsstofferne bør helst komme fra den ‘ægte vare’ frem for kosttilskud, siger Sisse Fagt.

Samtidig peger hun på, at fisk kan være en vigtig løftestang i forhold til at reducere danskernes høje kødforbrug.

– Der er protein i fisk, så vi kan med fordel erstatte noget af det røde kød med fisk, siger Sisse Fagt og peger på, at fisk tidligere blev fravalgt på grund af prisen. Men i dag er den forskel i større grad udlignet, fordi kød er blevet dyrere.

De unge halter mest bagefter

Kostundersøgelsen fra DTU Fødevareinstituttet peger på, at det går bedst med at få fisk på tallerkenen for de voksne danskere – særligt dem over 50 år, hvor hver fjerde lever op til den nationale anbefaling om 350 gram fisk om ugen.

Bundskraberen finder vi hos de 11-17-årige-årige, hvor kun 5,5 % spiser nok fisk. For de 4-10-årige er det 10 procent.

Negative mediehistorier påvirker lysten til at spise fisk

Når medierne har negativt fokus på havmiljø og fiskeriet, påvirker det også danskernes lyst til at spise fisk, mener Sisse Fagt:

– Jeg tror, at diskussionen om miljøbelastning kan spille ind. Medierne har skrevet meget om bundtrawl, og det kan smitte af på vores kostvaner. Også selv om vi ved, at CO2-påvirkningen på fisk er lige så lav som på grøntsager.

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening håber at få henvendelser fra flere, som man kan...

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening...