Fredag den 14. august 2026 mistede vi Niels Ebbe Dalsgaard. Det er stadig svært at forholde sig til, at han er væk og at det nu er mig, der skal skrive disse ord som formand for den forening, han i så mange år ledede med så stort engagement.
Jeg mødte Niels for snart 20 år siden, da jeg selv startede i akvakulturbranchen. Selv efter 20 år i erhvervet er jeg stadig en benjamin sammenlignet med Niels, og sådan har det altid føltes at være i selskab med ham. Han var en usædvanligt begavet og vidende mand – ikke kun om akvakultur, hvor hans indsigt rakte årtier tilbage, men om stort set alt. Man skulle stå tidligt op for at følge med i det tempo, han lagde for dagen intellektuelt.
Niels var fair over for alle, han havde med at gøre – uanset om man var stor eller lille spiller i branchen, medarbejder i sekretariatet eller politiker på Christiansborg. Han sagde sin mening ligeud, men altid med respekt for den, han talte med.
I Dansk Akvakultur var han en god og loyal kollega, og i forretningslivet en stærk og fair konkurrent.
Han var en stor akvakultur-entusiast, som virkelig brændte for erhvervet, og i sociale sammenhænge var han altid en fornøjelse at være sammen med – skarp, hurtig og fuld af historier.
Vi kommer til at savne ham enormt, både i bestyrelsen og i hele branchen. Mine varmeste tanker går til Karin og hans øvrige familie i denne svære tid.
Æret være Niels’ minde.