Mere brugerinddragelse er en del af TV Syds strategi, og derfor søsatte de sidste år et projekt, der hedder ’Spørg os’.
Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at TV-stationens seere og læsere har mulighed for at stille spørgsmål, og det spørgsmål, der får flest stemmer, kigger mediet nærmere på.
Spørgsmålene lægges op hver anden tirsdag, og denne gang er der et fiskerirelateret spørgsmål med.
– Hvad ønsker politikerne, der skal ske med de danske ålefiskere? Vi er blevet syltet i årevis, og et helt erhverv er ved at gå tabt, spørger Flemming Friis Jensen.
De andre spørgsmål er, hvorfor man ikke fjerner filtret på cigaretter, og hvorfor det er 240 kroner dyrere at sejle med bil fra Esbjerg til Fanø om sommeren i forhold til lavsæsonen.
I en skrivende stund fører spørgsmålet om de danske ålefiskere afstemningen.
Man har mulighed for at stemme på et af de tre spørgsmål på TV Syds hjemmeside.