DTU får mulighed for at fokusere på nogle af de store udfordringer, der trænger sig på i den maritime sektor.
Grunden til det er en bevilling fra A/S Dampskibsselskaber Orient’s Fond, der er med til at sikre, at universitet fortsat har sin nationale førerposition og internationale gennemslagskraft, når det kommer til det maritime forsknings- og uddannelsesmiljø.
Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
Fondsbevillingerne, som DTU’s maritime forskning har modtaget, har bidraget til at løse væsentlige samfundsudfordringer.
DTU skriver, at et eksempel er forskningen i udledning af kemisk forurenet vand fra rensningssystemer på skibes skorstene. Vandet fra skorstene blev tidligere udledt i havet, men det blev forbudt i sommeren sidste år.
Det skete efter, at DTU-forskning kunne dokumentere, at vandet havde en skadelig virkning på hele fødekæden i havet.
Et af de nye forskningsprojekter, der skal igangsættes med den seneste fondsbevillig, er udviklingen af en digital tvilling af Danmarks kommende forskningsskib Dana V.
Den digitale tvilling skal indhente data fra Dana V’s sejladser.
LÆS OGSÅ: Danmarks nye forskningsskib tager form