Der lyder lavmælt snak i den aflange rødstensbygning på havnen i Bønnerup på Djursland. Inden for sidder Pernille Dohn ved et skrivebord bagest i lokalet. På den anden side af bordet har hun selskab af fiskerne Ejner Thomassen og Brian Nielsen. Kopperne er fyldt med kaffe og kaffefløde fra en lille brun flaske. Vindruer og lakridsbolcher frister i skåle på bordet.
– Hvad så, Pernille, har du bagt kage til os i eftermiddag?, spørger Brian Nielsen kækt og får en himlen med øjnene som svar fra Pernille Dohn. Latteren fylder rummet, indtil hun verfer de to fiskere ud af lokalet og beder dem hilse derhjemme.
– Vi ses senere, venner, siger hun.
Senere samme dag skal der være bestyrelsesmøde i Bønnerup Fiskeriforening, hvor 51-årige Pernille Dohn er forretningsfører. En fornem titel, som dækker over, at hun er lidt af en blæksprutte i foreningen. Administrative opgaver, lovgivning om fiskeriet, kontakt med de offentlige myndigheder, invitationer til politikere og meget mere. Hun er koncentratet af en fixertype – hun får tingene til at ske. Og hun gør det hele med en understrøm af entusiasme:
– Jeg kan godt lide at undersøge ting. Nørde i lovgivning. Jeg skulle nok have været jurist, siger Pernille, som er uddannet kontorassistent.
Hvem gider en død havn?
Bønnerup løber i blodet hos Pernille Dohn. Hun voksede op 10 kilometer uden for det lille samfund på Djurslands yderste runding, hvor hun tog på stranden med sin familie og fangede krabber. Da hun blev teenager, trak det at komme med til havnefesterne om sommeren.
Hun kender fiskerne, og hun kan huske, hvor mange kuttere, der sejlede ud fra Bønnerup i hendes barndom. Der var over 100. I dag er der syv-otte tilbage. En kendsgerning, der fylder hende med både tristhed og kampgejst.
– Politikerne på Christiansborg er godt i gang med at kvæle det kystnære fiskeri med lukkeområder. Vi skal naturligvis indstille os på at skulle fiske mere miljøvenligt, men jeg synes, at de skyder gråspurve med haglgevær, siger hun.
Stemmen er høj og klar. Pointerne skåret ud som en filet af en rødspætte. Hun har talt sig varm:
– Og hvad med de socioøkonomiske konsekvenser? Hvad med turisme? Bosætning? Skattekroner? Hvilken turist gider besøge en død havn?, spørger hun retorisk og kigger ud ad vinduet ved skrivebordet.
Et par måger skriger, vinden suser med tre en halv meter i sekundet, og himlen er lyseblå med skyer i smalle striber. En udsigt, der efter Pernilles vurdering ikke fejler noget.
Det fejler til gengæld noget, at de politikere, der bestemmer over fiskeriet, aldrig har stået med en fisk i hånden, mener Pernille.
– De har læst sig til alt, hvad de ved. Og man kan ikke læse sig til alt, siger hun med et suk og griber fat i den sorte termokande på bordet.
– Fiskerne føler ikke, at nogen rigtig gider sætte sig ind i deres erhverv. Den værste hurdle for dem er den uvished, det skaber. Det rammer jo også deres familier derhjemme.
Får så meget tilbage
I foråret 2025 hev den tidligere formand for Bønnerup Fiskeriforening fat i Pernille Dohn. Han sagde, at de havde fået en ny bestyrelse og kunne bruge lidt hjælp til at få den godt i gang. Om det var noget for hende? Pernille, som har mange års erfaring med frivilligt bestyrelsesarbejde bag sig, greb bolden: Det lød spændende, syntes hun.
Opgaven for fiskerne i Bønnerup var frivilligt ulønnet arbejde dengang, og det er den stadig. Pernilles levebrød kommer fra det fleksjob, hun har i Randers Kommune. Men selv om der ikke er penge i jobbet hos fiskerne, får hun en masse andet.
– Fiskerne og jeg får en fælles livshistorie. Fordi vi taler om deres arbejde og ja, hele deres liv. Jeg har lige hjulpet én af dem med det administrative ved at skifte en ny motor. Det er ikke bare sådan lige, men kræver tilladelser og syn, og jeg skal komme efter dig. Han sagde: ’Pernille, det havde jeg ikke klaret uden dig.’ Jeg får så meget tilbage i gode snakke og gode grin, fortæller hun og tilføjer med et smil, at hun også bliver brugt som ægteskabsrådgiver af og til.
Nogle af fiskerne er hun kommet så tæt på, at de er med til hinandens fødselsdage – og mødes i deres hjem med ægtefællerne. Den næstkommende fredag skal hun og hendes mand for eksempel til middag hos Ejner Thomassen og hans kæreste. Det glæder hun sig til.
Vi må kunne finde en fælles vej
Uden for fiskeriforeningens kontor holder Pernille Dohns hvide Volkswagen ID4. Hun har sagt til fiskerne, at de bare kan kigge efter bilen. Holder den parkeret der, er hun på kontoret, og så er de velkomne til at kigge ind til hende.
Den invitation benytter de sig ofte af. Og når der er arrangementer i Danmarks Fiskeriforening rundt omkring i landet, følges de af sted i bil. Så går snakken om løst og fast. Også om deres tanker om fremtiden.
Hun ved godt, hvad hendes største drøm for fiskeriet er:
– Mit håb er, at der kommer ro om erhvervet. At de kan få lov at drive et veldokumenteret fiskeri. Stopper fiskeriet herude, stopper jeg også, siger hun og tager brillerne af et øjeblik. Hun gnider sig over øjnene og siger med et fast blik:
– Vi må kunne finde en fælles vej, så fiskerne kan være her i mange år endnu. Det arbejder jeg for. Og det håb lever jeg i.
Hun rejser sig. Finder sin mobiltelefon frem. De praktiske opgaver til fiskernes bestyrelsesmøde kalder. Lige om lidt skal hun i Brugsen og købe franskbrød til kaffen.
Når Pernille er på kontoret, er døren altid åben for en snak med fiskerne. Her er det fiskerne Brian Nielsen og Einer Thomassen, der har lagt vejen forbi. Foto: Marlene Grøftehauge
Læs også:
