Natten er sort som nætter kun kan være i november, da RI 427 Mette Helene er på vej i havn i Thyborøn.
Mikkel Høj Christensen, som er fisker på skibet, bemærker, at det er smukt vejr – næsten havblik. Fangstrejsen er gået efter planen, og inden længe vil han og skipper Rudi Michelsen kunne lægge fartøjet til kaj.
Tidligere på aftenen den 13. november 2025 er Rudi Michelsen gået til køjs. Han føler sig træt, siger han. Mikkel Høj Christensen gør rent på dækket og går derefter ind i messen. Han kan se, at Rudi er stået op igen og sidder ved bordet. Det undrer Mikkel. Og han bliver især forundret, da Rudi forsøger at rejse sig op.
– Han lignede én, der havde drukket en kasse øl. Han kunne ikke styre sine hænder, og da han forsøgte at rejse sig, faldt han om på gulvet. Jeg satte mig ned til Rudi og spurgte, om han var vågen, fortæller 30-årige Mikkel hen over en kop kaffe i styrehuset på Mette Helene i havnen i Thyborøn. Ved bordet sidder også Rudi og fartøjets ejer, Kurt Adsersen.
I novembernatten får Mikkel ’ja’ som svar på sit spørgsmål til Rudi. Tilsyneladende har han det ikke godt og hiver efter vejret. Han kan dog tale og siger, at Mikkel skal tage kontakt til havnen med det samme. De skal tilkalde en ambulance. Mikkel handler hurtigt, og så spørger Rudi om noget nyt: ’Kan du sejle skibet ind?’
51-årige Rudi har været skipper på Mette Helene siden 2016, så han ved, hvordan man betjener knapper og håndtag til perfektion. Mikkel er dæksmand og fisker og har aldrig prøvet at styre det 30 meter lange fartøj i havn. Men han har prøvet at styre det til havs, og han tager nu en dyb indånding og svarer Rudi: ’Det kan jeg blive nødt til.’
Mikkel vil kunne holde øje med Rudi, mens han styrer fartøjet. Så ved fælles hjælp får de bugseret Rudi op ad trappen og videre ind i styrehuset. Rudi kommer ned at ligge på gulvtæppet foran døren, mens Mikkel sætter sig i skipperstolen.
’Tag ikke hensyn til, om jeg dør’
Rudi ligger på gulvet og giver ordrer: ’Tag det roligt. Tag ikke hensyn til, om jeg dør,’ siger han. Undervejs kan han høre på motoren, at skibet sejler for hurtigt. Og det kan blive farligt. Han beder Mikkel tage farten af.
Missionen lykkes. Mette Helene glider stille og roligt ind til kajen, hvor Mikkel kan se, at det vrimler med redningsfolk, ambulancer og folk fra auktionen, der har fået nys om, hvad der er sket. Mikkel åbner døren i styrehuset og råber ud til redningsfolkene: ’Nu kan I godt komme ind. Han raller. Jeg tror, han har fået hjertestop.’
Redningsfolkene får hurtigt liv i Rudi med en hjertestarter og lægger ham på en båre. Uden for på kajen venter lægehelikopteren.
22 ubesvarede opkald
I Hvide Sande er Kurt ganske uvidende om, hvad der er sket om natten. Da han vågner om morgenen, kan han se, at hans telefon har haft ringet 22 gange.
Opkaldene kommer fra Mikkel og Rudis kone, Gitte. Da han taler med Gitte, får han et chok. Hun fortæller, at Rudi har fået to blodpropper ombord på skibet og derefter seks blodpropper mere på vej til sygehuset. Han har været i alvorlig livsfare. Nu er hans tilstand kritisk, men stabil.
– Hva’ sevan, siger du. Er den gal med Rudis hjerte? Det kom helt bag på mig, fortæller Kurt, der startede sin bil og kørte af sted til Thyborøn med det samme for at tale med nattens helt, Mikkel.
På Mette Helene samme nat sidder Mikkel lidt for sig selv i mørket i styrehuset. Han kan mærke, at adrenalinen har pumpet i højeste gear, og nu breder lettelsen sig i hans krop. ’Fik jeg virkelig det skib ind?’, tænker han ved sig selv. Hans mor er den første – udover Kurt – der får et opkald fra ham. Han kan huske, at han siger til hende: ’Jeg tror lige, jeg har været voksen i nat.’
Kurt tilbød efterfølgende Mikkel psykologhjælp, men han afviste at have brug for det. Han har det godt og sover udmærket om natten:
– Vi var bare heldige, at det hele gik godt, siger han i dag om sin indsats.
49 procent af hjernen er død
Knap et år efter den 13. november 2025 mødes Mikkel, Rudi og Kurt på Mette Helene. De tre mænd har sagt ja til at fortælle historien om den skæbnesvangre dag og tiden efter til Fiskeri Tidende.
Rudi var indlagt på sygehus i to måneder, før han fik lov at komme hjem og komme i gang med genoptræning. Når han sidder dér på bænken i styrehuset, kan man ikke se, at han har været livstruende syg. Han taler meget, kigger interesseret på de andre og smiler bredt. Han ligner én, der er rask, men man skal ikke lade sig narre, siger han:
– 49 procent af min hjerne er død, siger lægerne. De siger også, at jeg er heldig, jeg ikke er død eller sidder på et plejehjem. Min korttidshukommelse er på nul, og jeg er afhængig af sovemedicin, fordi min krop er i en slags konstant alarmberedskab, fortæller Rudi, der ikke må hverken arbejde som fisker eller køre bil.
– Jeg elskede mit arbejde og var god til det. Og hold op, hvor har jeg lyst til at sætte mig op i den stol, siger han og peger på skipperstolen.
Men Rudi føler sig også heldig. Han kan sidde hjemme ved køkkenbordet sammen med sin kone og børnene på seks og otte år. Han går ture ved vandet med sin far, og så har han aftalt med Kurt Adsersen at undersøge mulighederne for fleksjob hos ham.
Mikkel var så cool
Tre måneder efter ulykken mødte Rudi sin redningsmand, Mikkel, helt tilfældigt ved Mikkels mors pølsevogn i Ringkøbing. Forinden havde han skrevet tak til Mikkel, men nu fik han chance for at sige det ansigt til ansigt.
– Jeg gav ham en krammer og fik en tåre i øjenkrogen. Inden det skete, klemte vi aldrig hinanden, men hold nu op: Det er altså Mikkels skyld, at jeg lever i dag. Han var så cool den nat, siger Rudi.
Mikkel sidder stille med hænderne foldet over sin mave. Han synes, det er lidt svært at tage imod Rudis taknemmelighed.
– Jeg savner at have ham ombord. Vi var virkelig gode sammen, lyder det fra ham.
Kurt Adsersen mangler også Rudi som stabil, dygtig og mangeårig arbejdskraft på Mette Helene, men er glad for, at han lever og ’ikke sidder i en rullestol’, som han udtrykker det. Han roser Rudi for at komme i gang med motion, og så har begge mænd et råd til andre fiskere:
– Kom i gang med at leve lidt sundere. Stop med at ryge. Dyrk motion. Det gør meget, siger Kurt, der selv tabte sig 40 kilo, da han for år tilbage kunne se, at vægten var kommet for højt op.
Rudi nævner, at fiskere får et helbredtjek af en søfartslæge hvert andet år, men han mener ikke, at det er nok. Selv havde han ikke besøgt sin praktiserende læge siden 1992. Et faktum, der får både ham selv, Kurt og Mikkel til at le, fordi det lyder helt komisk.
– Min mor døde af hjertestop som 53-årig, så der var nok noget genetisk i familien. Jeg er sikker på, at det var blevet fanget, hvis jeg var gået til lægen og havde fortalt det. Så tror jeg ikke, at jeg var faldet om, siger han og fortsætter:
– Nu vil jeg gøre mit bedste for at blive bedre til alting, siger Rudi.
Kurt og Mikkel hepper på ham.
Kurt Adsersen (til venstre) fik et chok, da han hørte om dramaet ombord på sit fartøj. Han glæder sig over, at Mikkel holdt hovedet koldt, og at Rudi stadig er her i dag. Deres budskab til andre fiskere er, at de skal tage deres helbred alvorligt og selv opsøge læge, selv om de ikke føler sig syge.
