Onsdag er yndlingsdag for madguide Lars-Henrik Christensen fra Arla Fonden Madlejr. For her er der fisk på programmet, og det betyder store oplevelser for børnene på madlejren på Helnæs – og for Lars-Henrik selv.
– Fiskeøvelsen er ubetinget den fedeste øvelse i hele ugen. Fisken er så spændende, fordi vi for det første står med et helt dyr, vi skærer i og ender med at spise. Hele den proces med at opleve, hvor maden kommer fra, er spændende. Og for det andet er det at håndtere en fisk en vigtig øvelse i madmod for børnene. De opdager, at det er deres skyld, de får noget lækkert at spise.
Det er pivsjovt og givende
Arla Fondens madguider har typisk en baggrund som madkundskabslærere eller ernæringsfaglige, men Lars-Henrik Christensen er autodidakt og har arbejdet med børn og unge i mange år. I 2018 fik han mulighed for at komme med i teamet omkring madlejr, og det er et drømmejob for ham:
– Det er så pivsjovt og givende at være med til at skubbe nogle 12-14-årige og give dem nogle succes’er. I en klasse ved børnene typisk godt, at Mathilde er god til engelsk og Sebastian til håndbold, men hvem er dygtig i et køkken og til at få gode idéer? Det finder de ud af på madlejr.
Når fiskedagen er slut, ser Lars-Henrik Christensen børnene spise deres egen fisk med stor appetit. Han har aldrig oplevet nogen, der ikke ville smage resultatet, selv om de lagde ud med at synes, at det var klamt.
– De lærer noget om sig selv, og de lærer at overvinde sig selv. De gør mig helt høj på energi at opleve.