Det står højt på alle politikeres dagsorden at styrke det kystnære fiskeri. I hvert fald når de udtaler sig i pressen og holder skåltaler. Det er et ønske, som Danmarks Fiskeriforenings mange kystfiskere og jeg deler. For en fiskerination som Danmark, hvor man ikke kan komme mere end 50 kilometer fra kysten, skal da have et stærkt kystnært fiskeri.
Problemet er bare, at EU-Kommissionen og politikerne i EU og Danmark med imponerende præcision indfører den ene regel efter den anden, der giver problemer for det kystnære fiskeri. I øvrigt oftest anført af venstrefløjen, der ellers gerne vil kendes som kystfiskeriets helt særlige venner.
Eksemplerne på regler, der skader kystfiskeriet, er mange. Der er lukkeperioden i Østersøen, der nu også rammer tejnefiskeriet efter konksnegle. Der er hele sagaen om krabbekløerne og de nye mængdebegrænsninger. Der er lukningen af fiskeriet efter tunger i Kattegat, Skagerrak og Østersøen. Og der er de forhadte bifangstregler for torsk i Østersøen samt de nye redskabskrav i Østersøen, der træder i kraft om lidt – og som gør det meget vanskeligt at fiske for de små trawlfartøjer.
De aktuelle forhandlinger om fremtidens fiskeri er desværre et andet godt eksempel. For her lægger man hårdt ud med forslag, der potentielt kan lukke fiskeriet på Læsø, Ærø og Langeland. Et hårdt slag imod de små kystfiskersamfund. Det vil jeg derfor gerne advare imod.
Det paradoksale er, at jeg i virkeligheden tror, at de danske politikerne allerede har gjort noget af det bedste, de kan, for kystfiskeriet med den grønne trepartsaftale. For det er åbenlyst, at de indre danske farvande i mange områder samt vores fjorde er plaget af iltsvind. Med trepartsaftalen bliver der langt om længe taget ordentligt og ambitiøst fat på det problem til gavn for kystfiskeriet på den lange bane.
Hvis fiskeriet altså består så længe. For der er emner på den korte bane, der har stor betydning for kystfiskeriet, men som sjældent bliver diskuteret ud fra kystfiskernes synspunkt. Det er ål og stenbider.
Ålekampagne
De grønne organisationer har senest sat alt ind på at få afviklet de sidste rester af erhvervsfiskeriet efter ål. Den ligger lige til højrebenet for dem: Ålen er truet, og det må være fiskeriets skyld. Så det skal stoppes, og det er dybt forkasteligt, at regeringen vil gøre det muligt at gennemføre generationsskifte i ålefiskeriet, lyder det. Så enkelt er det ikke.
Kort før jul landede et svar til Folketinget, hvori det fremgår, at de seneste beregninger fra DTU Aqua viser, at erhvervsfiskeriet efter ål i saltvand tegner sig for 3 procent af den samlede åledødelighed. Så når de grønne organisationer vil redde ålen ved at afvikle det sidste fiskeri, nytter det ikke. Det kunne man læse i Politiken for nyligt, hvor DTU Aqua udtalte, at et stop for fiskeriet efter ål næppe vil have den store effekt, da problemet ligger andre steder end fiskeriet.
Mystik om stenbideren
En anden vigtig art i kystfiskeriet er stenbideren, der har udgjort en væsentlig indtægtskilde for de danske kystfiskere i vinter- og forårsmånederne. Efter et par dårlige år er det blevet besluttet, at alt fiskeri efter fisken skal sættes på pause. Det er et stort slag imod fiskeriet og en betydelig udfordring for det danske kystfiskeri.
Selvfølgelig skal vi passe på fiskebestandene. Men problemet med stenbideren er, at vi ikke ved ret meget om den. Dem, der ved mest, er fiskerne, og de er ikke overrasket over udsvingene i deres landinger. Det er de derimod på DTU, så nu går man lige lovligt drastisk til værks, når man afvikler alt fiskeri. Det er et stort skridt, og det er et skridt, der også betyder, at det bliver vanskeligt at indsamle data om stenbideren.
Jeg havde håbet, man kunne finde en mellemvej, hvor man lavede nogle klare begrænsninger for fiskeriet. Og med et krav om, at fangsterne nøje dokumenteres, så vi kan få noget mere viden om stenbiderbestanden, som vi ret beset ikke ved ret meget om.
I sidste udgave af Fiskeri Tidende kunne man læse, at forsøgsfiskeriet efter stenbider ser endog yderst lovende ud. Og der er meldinger om, at der er mange stenbidere derude. Jeg kan godt være bekymret for, at de gode folk på DTU Aqua misser vigtig viden om stenbiderbestanden, fordi der slet ikke er noget fiskeri efter dem, og det kun blev til en enkelt fisker på forsøgsfiskeri i stenbidersæsonen.
Vil de grønne NGO’er kystfiskeriet?
Det undrer mig, at man gang på gang kan læse, at de grønne organisationer gerne vil det skånsomme fiskeri med passive redskaber. Men hver gang der er en konkret sag, som er af betydning for kystfiskeriet, så vender de grønne organisationer fiskerne ryggen. Forbud er den eneste vej.
Der er helt sikkert noget om, at hvis en hammer er det eneste værktøj, man har, så ligner alting et søm. Og når det handler om sunde fiskebestande, så er det eneste de grønne organisationer kan komme op med forbud imod fiskeri i forskellige variationer. Og det bliver så svaret på alt. Det er trist. For i et tilfælde som ålen så misser man de faktorer, der virkelig betyder noget for ålebestanden. Det samme gælder i øvrigt torsken i Østersøen, hvor DTU også siger, at det ikke er presset fra fiskeriet, der har betydning for torskebestanden.
Tænk hvis grønne organisationer stod skulder ved skulder med fiskeriet i kampen imod de faktorer, som forskningen peger på, virkelig betyder noget. Eksempelvis i Østersøen, hvor der efterhånden ikke er fiskeri tilbage, man kan lukke, men hvor grønne organisationer stædigt holder hånden over sælerne og skarven, der gør et større og større indhug i fiskebestandene.
I Danmarks Fiskeriforening vil vi gerne bidrage til at sikre sunde fiskebestande og et sundt havmiljø. Det skal fiskeriet også bidrage til. Men forbud skal ikke altid være svaret. For så ender det med, at kystfiskeriet forsvinder stik imod de politiske ambitioner.
