I sidste uge søsatte fiskeriminister Jacob Jensen en afstemning om Danmarks nationalfisk, og man må sige, at afstemningen har fået en hård medfart. Det synes jeg, er en skam.
Set fra min stol har afstemningen sin berettigelse. For virkeligheden er, at Danmark er en fiskerination. Vi fanger mange tusind tons fisk hvert eneste år. Og det har vi gjort i mange år, og sådan bliver det også i fremtiden. Det er jeg sikker på. For jeg vil gerne sige det helt klart. Bare fordi torskebestanden er under pres i Østersøen, så er det altså ikke det samme som, at der ikke er fisk tilbage i havet, og at der ikke kan fanges fisk i Danmark.
Hvis man kigger i bestandsvurderingerne fra ICES og det såkaldte Ecosystem overview, så afslører tallene, at fiskebestandene inden for de senere år i Nordsøen og Skagerrak udvikler sig positivt. Det bedste eksempel i øjeblikket er kuller, hvor vi er på et historisk højt niveau. Og selv i Østersøen – som ellers har ry for at være død som en sild – går det altså fremad med rødspættebestanden, og den er endda ret stor.
Når man læser dækningen af afstemningen om nationalfisken, kan man nærmest få det indtryk, at det er et moralsk forfald at spise de fisk, danske fiskere fanger. Det er noget vrøvl. Man kan sagtens spise dansk fisk med god samvittighed. Og uanset om man kommer fra Danmarks Naturfredningsforening, er fiskehandler eller noget helt tredje, så kan man da ikke være uenig i, at det er tosset, at Danmark eksporterer langt størstedelen af de fisk, vi fanger til udlandet, når danskerne lige så godt kunne spise dem selv. Og det er netop her, jeg mener, at kåringen af Danmarks nationalfisk har sin berettigelse.
Lad os bruge den her afstemning til at stille skarpt på den ressource, vi har, og de fisk, vi lander. Fisk som er gode nok til de fineste restauranter i Europa, men som samtidig stadig kan få folk til at rynke på næsen, når der er fiskedag i kantinen. Vi fylder os med fisk og skaldyr, når vi rejser sydpå. Men herhjemme er vi mere berøringsangst, og for manges vedkommende ender det tit med den opdrættede laks fra Norge i stedet for nogle af de danske spisefisk, når der skal fisk på menuen. Det er tosset, og det er en skam. For de danske fisk har meget at byde på til både hverdag og fest.
I Danmarks Fiskeriforening har vi indstillet rødspætten som kandidat til nationalfisk. Og den beslutning har for os været som at vælge mellem sine børn. For vi fanger stort set alle de typer af spisefisk, man kan finde, og hver og en har sit helt eget bidrag til den danske madkultur.
Når valget alligevel er faldet på rødspætten, handler det om, at det er en fisk, der minder om, hvor simpel og enkel fisk kan serveres, og samtidig smage himmelsk. Og den har bred appel. Børn elsker en fiskefilet med pommes frites. Skulle jeg servere rødspætte for min mor, vil jeg nok vælge kartofler og persillesovs. En ret, som har væsentlige lighedstræk med vores nationalret. Og jeg mener faktisk, at Brødrene Olsen vandt melodi grandprix med en hyldestsang til stjerneskuddet, som alle, jeg kender, sætter tænderne i med glæde.
Sådan lyder dele af vores argumentation, og jeg ser frem til at høre de mange gode argumenter for de danske arter. Og jeg håber, at vi – når støvet har lagt sig – kan få en debat om, hvordan vi kan få danskerne til at tilvælge de danske fisk.
I disse dage diskuteres fødevarepriserne lystigt. Og jeg vil da gerne bidrage. Lad os da fjerne momsen på dansk fisk og skaldyr, så de danske fisk bliver mere attraktive. Det er til gavn for folkesundheden såvel som klimaet, og det vil betyde, at endnu flere kan få nationalfisken på tallerkenen, når den bliver udpeget om en lille måned.
