Skal man sikre en fremtid for fiskeriet i Østersøen, er der brug for, at politikerne tager fat på de mange udfordringer, der presser fiskeriet. Og skal vi have gang i fiskeriet i Østersøen, skal man stoppe med konstant at spænde ben for det. Det er det, der står tilbage, efter fiskekvoterne i Østersøen er faldet på plads for 2027.
Det er ingen hemmelighed, at fiskeriet i Østersøen har det svært. I årevis har fiskerne oplevet faldende kvoter, lange lukkeperioder, og opfindsomheden er stor, når man skal finde på nye restriktioner. Cocktailen bestående af et presset havmiljø tilsat regulering i rå mængder har sendt fiskeriet i Østersøen ud på en deroute, som er svær at se en ende på.
Det bliver i hvert fald ikke årets aftale om fiskekvoterne i Østersøen, der bliver vendepunktet for det kystnære fiskeri. Ganske vist får de pelagiske kvoter et ordentligt nøk opad, og kvoten på rødspætter stiger lidt. Det er positivt, at der er gode bestande i Østersøen. Dog er det altoverskyggende problem stadig torsken, som ikke ser ud til at gøre comeback i Østersøen nu og her. Heldigvis blev der vedtaget en bifangstkvote, som er helt nødvendig for at holde håbet i live for fiskerne.
Det bør efterhånden stå klart for enhver, at det ikke er fiskeriet, der holder torskebestanden nede. Hvert år ser man en del små torsk, men de forsvinder. I løbet af det forgangne år har DTU Aqua påvist, at skarven spiser helt enorme mængder torsk. Og mit bud vil være, at det vil være bedre for torskebestanden, at der var nul skarver frem for en nulkvote på torsken i Østersøen. Samtidig har Tænketanken Hav vist, hvordan marine hedebølger er blevet hyppigere og hyppigere. Og vi ved, at torsken flygter fra det varme vand. Derfor er det en rigtig svær situation med torsken i Østersøen.
Silde-kup
Modsat torsken kan man glæde sig over, at sildebestanden i den centrale Østersø er i fremgang. Desværre valgte politikerne at fastsætte en lavere kvote end det, biologer i Det Internationale Havundersøgelsesråd anbefalede. Det er en skam, og det er en uheldig tendens, hvis politikerne bliver mere forsigtige end eksperterne, der i forvejen går med livrem og seler. Den tilgang vil jeg gerne advare imod. For det gør det kun sværere at genrejse fiskeriet.
Apropos problemer så må jeg indrømme, at det er helt ude i hampen, at man igen besluttede, at man ikke må fiske med tejner i de lukkeperioder, der skal beskytte torsken. Tejnefiskeriet påvirker kort og godt ikke torsk. Og det er svært at forstå, at man ikke kan give det skånsomme fiskeri en lille håndsrækning ved at tillade fiskeriet med tejner i lukkeperioden. Det er siger alt om, hvor snæversynet tilgangen til fiskerireguleringen er. Og det er paradoksalt, når man samtidig kan læse i regeringsgrundlaget, at vi skal have mere skånsomt fiskeri. Det er meget svært at få hovedet omkring.
Vi skal selvfølgelig passe på fiskebestandene og sikre et bæredygtigt fiskeri. Det er også i fiskernes interesse. Men politikerne skal samtidig erkende, at fiskeriet ikke er den eneste faktor, der påvirker livet i havet.
Derfor skal vi sætte ind over for alle de presfaktorer, der påvirker fiskebestandene, følge den biologiske rådgivning og fjerne de regler, der begrænser fiskeriet uden at gavne havmiljøet eller fiskebestandene.
Det skylder vi både fiskerne, de danske kystsamfund og Østersøen.
