Værs’go at prøve det hele selv. Vi tror på dig.
Det er tilgangen, når der kommer en ny lærling med ombord på fiskekutteren HM 126 Lilleholm. Derudover danner ejernes engagement og positive tone grundlag for, at kutteren bliver hyldet med titlen som Årets Læreplads 2025. Med titlen følger en check på 8000 kroner, som Erik Pedersen fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd overrakte til mandskabet på havnen i Hanstholm på en diset decemberdag.
Ejerne af HM126 Lilleholm blev overraskede over, at deres lærling, Tobias Falsig, havde indstillet dem:
– Vi er super glade for, at vi kan skabe et arbejdsmiljø, der bliver lagt mærke til, siger Nicklas Andersen, der ejer HM126 Lilleholm sammen med Lasse Tønnesen. Makkerparret har sejlet sammen siden 2013 og ejet en båd i fællesskab de seneste fire år. De har gjort en dyd ud af, at de unge skal lære håndværket fra bunden og prøve alting selv – men altid med støtte fra én af de erfarne.
– Vi gør meget for, at de unge skal prøve det hele. At det er learning by doing. De tider, hvor eleverne skulle gøre alt det sure, er gudskelov ovre, siger Lasse Tønnesen og roser introforløbet og arbejdet med at skabe gode match på North Sea College.
– Det er så vigtigt, at vi fungerer godt sammen. Især på vores bette båd, hvor vi er tæt på hinanden hele tiden. Der skal vi klinge, slår han fast.
God stemning og tid til forklaring
Nicklas Andersen og Lasse Tønnesen kunne hurtigt mærke, at matchet med Tobias fungerede glimrende. Her var en gut, der mødte til tiden hver dag, og som viste en stor interesse i faget.
– Tobias møder ind med godt humør og har aldrig givet op. På den første vagt var han meget træt, for vi var i gang fra klokken syv til klokken 24. Men han kom jo igen heldigvis, siger Lasse Tønnesen med et grin og tager kærligt fat om Tobias’ skuldre.
Tobias Falsig var ikke i tvivl om, at hans læreplads fortjente en indstilling, og han skrev blandt andet til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd:
– Besætningen på Lilleholm har været helt fantastisk til at tage imod mig, lære mig håndværket fra bunden og dele ud af deres store erfaring. De har altid haft tid til at forklare, fortælle historier fra dengang de selv startede, og skabe en god stemning ombord. Vi har det altid hyggeligt, når vi er ude at sejle, og jeg føler mig som en del af et stærkt fællesskab. Det er jeg dybt taknemlig for.
I bestyrelsen hos Fiskeriets Arbejdsmiljøråd var der ingen tvivl om, at Lilleholm skulle løbe med titlen i år, siger direktør Flemming Nygaard Christensen:
– Man har på HM126 Lilleholm skabt et særligt stærkt, sikkert og professionelt læringsmiljø og arbejdsmiljø, hvor lærlinge bliver mødt med både faglig grundighed og menneskelig varme. Besætningen udviser stort engagement i oplæringen, deler generøst ud af deres erfaring og sikrer, at nye fiskere lærer håndværket helt fra bunden med stor vægt på arbejdsmiljø og sikkerhed.
Lasse Tønnesen og Nicklas Andersen mener, at alle lærlinge har fortjent en god uddannelse og en god behandling – ikke kun for lærlingenes skyld:
– Det er den eneste måde at sikre fremtiden i fiskeriet på. Alle burde være opmærksomme på det, siger Lasse Tønnesen, som sammen med Tobias skal finde ud af, hvordan den kontante del af hæderen skal bruges. Ét er sikkert: Det bliver noget hyggeligt, for på HM126 Lilleholm går man aldrig ned på hyggen.