Fiskeri efter konksnegle vinder frem i de indre danske farvande – både i Kattegat og Østersøen.
Fiskeriet foregår med tejner, og de danske fiskere har siden nytår landet godt 100 ton snegle fra de to farvande.
Sidste år landede fiskerne i samme periode 40 ton, og fremgangen skyldes, at flere fiskere – især i Østersøen – har kastet sig over fiskeriet.
Hårdt, men godt
En af de fiskere, der er begyndt at fiske snegle, er Michael Aagaard Jensen, skipper på fartøjet SK 981 Laura i Snaptun.
– Det er et godt arbejde, og de folk, jeg har haft med, siger også, at det er et nemt fiskeri sammenlignet med andre. Det er hårdt at hive tejnerne, men ikke hårdere end så meget andet, og der er ikke meget vedligehold, siger Michael Aagaard Jensen.
– Når man kommer i havn, losser man sneglene med en truck – og så har man fri. Der skal ikke laves grej, og man skal ikke rense fisk, siger han.
Der er heller ikke den samme mængde administrativt arbejde forbundet med sneglefiskeri, som der er ved fiskeri efter fisk.
Agnen skal være frisk
Michael Aagaard Jensen fortæller, at der er meget gode forekomster af snegle i Østersøen.
– Der er masser af dem, men en meget vigtig faktor er, at agnen, man bruger, er frisk. Mange tror, at snegle er ådselædere, men det er en skrøne. Den bedste agn er hvidfisk som torsk, sej og kuller. Vi bruger hoveder fra for eksempel torsk – og jo friskere fisken er, jo flere snegle får man i sin spand, siger han.
En stor fordel ved sneglefiskeri er, at man undgår konkurrence fra de store bestande af skarver og sæler.
– Der er ikke den samme konkurrence om sneglene, som der er om fiskene. Det er umiddelbart kun søstjerner og havkatte, der spiser dem. Søstjernen gør det ved at sætte sig på dem – men det sker sjældent. Og havkatte har vi ikke i Østersøen, siger Michael Aagaard Jensen.
Positiv udvikling
Allan Buch, formand for Bælternes Fiskeriforening, glæder sig over, at sneglefiskeriet vinder frem i en tid, hvor mulighederne for andet fiskeri i Østersøen er stærkt begrænsede.
– Der var flere, som begyndte at eksperimentere med det, blandt andet fordi der blev mulighed for at søge tilskud til køb af tejner – og nu er det kommet op i et lidt højere gear. Det ser også ud til, at det går bedre med afsætningen, og det er rigtig fint, siger Allan Buch.
Han fortæller, at man i fiskeriforeningen – sammen med virksomheden Vildsund Blue – er i gang med at undersøge muligheden for at etablere køle- og frysefaciliteter for sneglefiskerne i Skærbæk.
– Vi må prøve at hjælpe de fiskere, der er tilbage i området. Det må også være i havnens interesse, for jo mere der landes, jo større indtægter giver det også til havnen, siger Allan Buch.