Kristian hjalp med at fange hærværksmand i Thyborøn

Dagene op til nytår blev lidt anderledes, end hvad Kristian Rønn havde forestillet sig, da han hjalp til med at tilbageholde en mand

Kristian Rønn er født og opvokset i Thyborøn. Til daglig er han skipper på R231 Ocean Laura.

I dagene mellem jul og nytår kunne TV Midtvest vise en video af en mand, der gik og smadrede bilruder i Lemvig.

Det var også sådan, at Kristian Rønn blev opmærksom på hærværksmanden. Han havde dog ikke forestillet sig, at han skulle have en rolle i pågribelsen af ham.

Kristian Rønn er til daglig skipper på R231 Ocean Laura, som holder til i Thyborøn, hvor han også selv er født og opvokset.

Normalt fanger de rødspætter, men i dagene op til nytåret var det altså en mand, der havde begået hærværk, Kristian Rønn var med til at fange.

– Jeg skulle som alle andre lige have det, man har glemt at købe til nytårsaften, og så siger min kone, Heidi, at hun troede, det var ham, hun så i butikken, men hun turde ikke sige noget, fortæller han om episoden.

Fiskeren fra Thyborøn lå mærke til, at købmanden i den lokale Spar, Hanne Nielsen, gik rundt og holdt øje med noget.

Kort tid efter tog hun fat i Kristian og bad ham om at komme med ud bagved, så de kunne snakke sammen.

– Da vi står ude bagved, siger Hanne (købmanden, red.), at ham, der går rundt i butikken, er ham, der har smadret bilruderne, og politiet er på vej, og om jeg ikke vil hjælpe med at holde ham tilbage, hvis der bliver noget. Og selvfølgelig vil jeg det, fortæller Kristian Rønn.

Tabt i systemet

Da manden begyndte at nærme sig udgangen, konfronterede souschefen, Lasse Nederby, manden, der havde smadret bilruderne og nu også stjålet ting fra butikken.

Gerningsmanden forsøgte dog at gøre modstand og stikke af fra butikken, men Kristian Rønn fik i samarbejde med souschefen lagt manden ned.

– Han fik lov at komme op og stå, da han fandt ud af, at han ikke kunne stikke af, og vi fik tømt hans bukseben for to øl og en flaske whisky, tror jeg. Han ville rigtig gerne fri, men han er også klar over, at han skal forholde sig roligt, fordi han kommer ikke nogen steder, fortæller Kristian Rønn.

Skipperen fra R231 bemærkede, at hærværksmanden rystede meget. Gerningsmanden fortalte, at han tidligere havde sejlet med slæbebåd og er alkoholiker.

– Han havde det virkelig ikke godt. Man fik faktisk en fornemmelse af, at han var blevet tabt i systemet et sted, og man kunne få helt dårlig samvittighed over at se ham have det så dårligt, fortæller Kristian Rønn.

– Man ville allerhelst prøve at finde ud af, om man kunne have hjulpet ham på en eller anden måde – selvfølgelig ikke med at stikke af, men se om man kunne finde noget hjælp til ham et eller andet sted, for det havde han brug for.

Ifølge TV Midtvest oplyste Midt- og Vestjyllands Politi onsdag i sidste uge, at den anholdte var på udgang fra et fængsel på Sjælland, hvor han lige nu afsoner en dom.

Han blev derfor sendt tilbage til fængslet for at afsone videre, mens politiets jurister vurderer, om der kan rejses tiltale i sagen fra Lemvig.

Producentansvaret er en bureaukratisk troldunge

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en regering, der ikke har haft regelforenkling på programmet. Desværre kan jeg heller ikke rigtig...

Producentansvaret er en bureaukratisk troldunge

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en regering, der ikke har haft...