Lemvig-borgmester har kurs mod Folketinget

Efter 24 år som borgmester er der stadig masser af politisk energi i Erik Flyvholm. Han opstiller til Folketinget, hvor han vil kæmpe for udviklingen i sin landsdel – det gælder ikke mindst fiskeriet

Erik Flyvholm vil fortsat kæmpe for det danske fiskeri, hvis han kommer i Folketinget. Foto: Ole Iversen

Når klokken slår 12 nytårsaften og champagnen bruser i glasset, er Erik Flyvholm ikke længere borgmester i Lemvig Kommune. Han har valgt ikke at genopstille på posten, som han har haft i 24 år. Tanken om at give taburetten videre fylder ham med både glæde og vemod.

– Vi står et godt sted i Lemvig Kommune med en organisation fyldt med dygtige folk. Og jeg er fyldt 62 år og kan sige, at nu har jeg prøvet at være borgmester og fået rigtig mange gode oplevelser. Jeg er afklaret med min beslutning, men det bliver nok en kold tyrker, når jeg ikke skal ind på rådhuset mere, siger han med et grin.

Da Erik Flyvholm tog beslutningen om ikke at genopstille, var hans plan at bruge sin erfaring i forskellige bestyrelser. Men der gik ikke længe, før lokale Venstrefolk rakte ud til ham og spurgte, om han kunne tænke sig at stille op til Folketinget? Et spørgsmål, han ikke skulle bruge lang tid på at sige ja til.

– Jeg har lyst til det. Mange har spurgt, hvordan jeg vil affinde mig med det, når jeg har siddet for bordenden i så mange år. Men der er jeg slet ikke i tvivl: Det er kun spændende at se tingene fra den anden side og skabe forbindelse mellem staten og det område, der ligger allerlængst væk fra Christiansborg, siger han.

Blå bog

  • 62 år
  • Borgmester i Lemvig Kommune indtil 31. december
  • Deler titlen som Danmarks længstsiddende borgmester med borgmesteren i Jammerbugt Kommune
  • Uddannet økonom og arbejdede som sådan i 15 år, indtil han gik ind i lokalpolitik for Venstre
  • Gift med Marianne
  • Fire børn og tre børnebørn

Fiskeriet er et fantastisk erhverv

Erik Flyvholm voksede op i en fiskerfamilie i Harboøre, hvor han også bor i dag sammen med sin hustru, Marianne. Han arbejdede som fisker i et år, men på grund af strukturændringer i fiskeriet valgte han at tage en uddannelse som økonom og fik job hos Bang & Olufsen. Trods karriereskiftet er han ikke i tvivl om, at fiskeriet stadig ligger dybt forankret i hans hjerte.

– Jeg har været rejsende som borgmester i at tale fiskeriets sag og støtte op om det. Jeg synes, det er et fantastisk erhverv og en del af vores primære erhverv i vores område. Det er bare rigtig trist, at fiskeriet bliver skældt meget ud – nærmest kriminaliseret – hvis nogen gør det godt. Vi taler alt for lidt om, at de ressourcer, vi høster på havet, er nogle af de mest bæredygtige fødevarer, vi kan spise. For mig er vækst, udvikling og investeringer i grøn omstilling i Nord – og Vestjylland en mærkesag, og det bliver det også, hvis jeg kommer i Folketinget.

Peger på Chris Olesen som ny borgmester

Venstres nuværende fiskeriordfører, Erling Bonnesen, genopstiller ikke og Erik Flyvholm vil ikke afvise, om posten kunne være noget for ham.

– Der er lang vej endnu. Jeg skal jo lige vælges først, og Struer-Lemvig-kredsen er en lille kreds, så der er lang vej endnu, siger han.

Til gengæld er han helt sikker på spørgsmålet om, hvem der skal være Lemvigs næste borgmester. Der peger Erik Flyvholm på Chris Olesen, som i denne valgperiode er viceborgmester.

– Chris har været med i to perioder og sidder i flere udvalg, så han er klædt godt på. Han vil det brede samarbejde og er bevidst om, at vi har brug for alle kræfter. Jeg håber, at han bliver borgmester.

Læs også: Chris vil kæmpe for fiskeriet som borgmester

Kommer Erik Flyvholm i Folketinget, håber han at skulle samarbejde med Søren Gade og Thomas Danielsen, som stiller op. De er valgt ind i henholdsvis Ringkøbing-Skjern-kredsen og Holstebro-kredsen.

– Det kunne være virkelig spændende at arbejde sammen med de to herrer. Men igen: Jeg vælger at gå ydmygt til opgaven. Der skal rigtig mange stemmer til for, at det lykkes.

Blæksprutter i stride strømme på Hirtshals Fiskeauktion

Aldrig før er der landet så mange blæksprutter i Hirtshals som nu, og det sætter skub i iværksætterdrømmene

Blæksprutter i stride strømme på Hirtshals Fiskeauktion

Aldrig før er der landet så mange blæksprutter i Hirtshals som nu, og det sætter...