Søren Gade: – Fiskerne skal ikke betale CO2-afgift uden alternativer

Venstre-profilen kalder det ”helt åndsvagt” at pålægge fiskeriet en CO2-afgift, før man har et reelt alternativ til den dieselolie, fiskefartøjerne sejler på i dag

Søren Gade (V) var med til generalforsamling i Thyborøn Havns Fiskeriforening. Foto: Svend Boye Thomsen

Danmark er et land, der producerer mange fødevarer, og det skal vi blive ved med at være.

Det mener Venstre-profilen Søren Gade, der forleden gæstede Thyborøn i forbindelse med, at der var generalforsamling i den lokale fiskeriforening.

– Jeg kan helt generelt godt forstå, hvis man som fisker eller landmand er bekymret, for der er rigtig mange politikere, der ikke kan åbne munden, uden det handler om, at der enten skal lukkes landbrug eller fiskeri, siger Søren Gade, der er opstillet i Vestjyllands Storkreds.

– Jeg er meget bekymret på vegne af både dansk landbrug og dansk fiskeri, siger han og påpeger, at spørgsmålet om fødevareforsyning er en global problemstilling.

– Det er ikke kun i Danmark, vi skal have noget at spise. Det er en hel verden, der skal brødfødes. Når vi nedlægger fiskeri eller landbrug i Danmark, så bliver det samlet op af nogle andre. Det har jeg meget svært ved at se, at der kommer noget godt ud af, og det undlader de røde partier konsekvent at forholde sig til, siger han.

Et vigtigt emne på fiskeriområdet i den kommende folketingsperiode bliver CO2-afgiften.

I erkendelse af, at der ikke findes reelle alternativer til den dieselolie, fiskefartøjerne sejler på, besluttede et bredt flertal i Folketinget sidste år at udskyde afgiften indtil 2029, men spørgsmålet er, hvad man vil stille op, hvis det fortsat er tilfældet om tre år.

– Jeg mener ikke, fiskerne skal betale afgiften, før der findes et reelt alternativ, for det vil ikke medføre andet, end at fiskeriet flyttes til udlandet. Det vil være helt åndsvagt, siger Søren Gade.

Han fremhæver samtidig to andre områder, hvor han mener, at der er plads til forbedringer i fiskeripolitikken.

Det ene er reglerne om kvotekoncentration, som han mener bør gøres mere fleksible og mindre bureaukratiske, så der nemmere kan gennemføres generationsskifter i fiskeriet, og det andet er, at fiskerne skal have fuld kompensation, når der inddrages fiskepladser til f.eks. havvindmølleparker.

– Jeg ser helst, at fiskerne bare har lov at fiske, men hvis man fra Folketingets side begrænser dem i det, så skal de kompenseres fuldt og helt, ligesom minkavlerne blev det. Man har vedtaget at give mellem 9 og 51 milliarder i statsstøtte til havvindmølleparker, så det bør der også være penge til, siger Søren Gade.