Døgnet har på det seneste næsten ikke haft timer nok for fem nordjyske handelsskoleelever, der knokler med at udvikle særligt arbejdstøj med en indbygget sensor til fiskere og havnearbejdere.
Falder en person over bord, slår systemet alarm eller stopper motoren på enmandsfartøjer, så redningen kan gå hurtigere.
Idéen, som har navnet SafeSea, kommer fra 18-årige Nicolai Eriksen. Han har altid kendt til fiskeriet, da hans bedstefar var fisker, og hans far er fartøjsejer i Skagen. Og det var ikke svært at få hans fire kammerater fra innovationslinjen på Frederikshavn Handelsskole med på forslaget, der potentielt vil kunne redde liv i fremtiden.
– Jeg fortalte, at jeg har hørt om mange ulykker, hvor folk er røget ud med deres garn, og hvor skibet bare var sejlet videre. Det problem kunne de andre godt se, så vi gik bare i gang, fortæller han.
Ser et kæmpe hul i markedet
Nu er Nicolai Eriksen, Julius Erichsen, Julius Høeg, Magnus Bang og Mikkel Rørbæk nomineret til konkurrencen Årets Unge Iværksættere, som er Danmarks største innovationsfestival for unge.
Nicolai Eriksen spår sit hold gode chancer, selv om de er oppe med stærke konkurrenter.
– Vi mener, der er kæmpe hul i markedet, og at vi har en god løsning, der kan redde liv. Hvis vi vinder, vil vi bruge de 100.000 i præmiepenge på at videreudvikle produktet, så det kan komme ud og blive prøvet af.
Tirsdag den 10. november bliver det afgjort i K.B. Hallen i København, hvor langt det nordjyske team kommer til at gå med deres idé.